Nominering til Lorrys “Fantastiske foreninger”

Lorry.JPG

Formålet med foreningen er ifølge klubbens vedtægter at tilgodese behovet for aktiviteter inden for idrætsgrenene løb og triatlon på socialt-, motions- og eliteplan. ALOT er primært en motionsklub og går efter at få opfyldt både vores individuelle og fælles sportslige ambitioner. Dette skal klubbens medlemmer i fællesskab søge at skabe de bedste rammer for. Foreningen har hjemsted i Albertslund kommune men optager også medlemmer, der bor andre steder.

Der er træningstilbud hver dag:

  • Svømning: tirsdag og fredag
  • Cykel: torsdag og lørdag
  • Løb: mandag, onsdag, fredag og søndag

Hvordan vil I beskrive jeres fællesskab?

Hvordan sætter man ord på det, vi i ALOT alle sammen kan mærke? Noget vi dagligt bekræfter hinanden i ved igen og igen at sige til hinanden: ”ALOT er altså noget særligt”… Men hvad er det særlige?

Lone, som er nyt medlem i ALOT fortæller:

” Hvis man tror, det er lidt farligt at melde sig ind i en løbe- og TRI-klub, fordi fordommene dikterer, at man skal være vildt god eller konkurrere på højt plan, så kan man godt tro om igen i ALOT. Vi starter alle et sted.

Jeg kom med i ALOT via et par kolleger og fra første dag, hvor jeg jo var på totalt fremmed grund, var alle åbne og imødekommende. Jeg har aldrig oplevet, hvad det betød at være i en klub. Jeg blev simpelthen så positivt overrasket over den ånd, der er. Vi følger med i hinandens arbejds-, privat- og træningsliv, der er et ønske om fællesskab og at følges ad.

Vi hjælpes ad, både med motivationen og selvfølgelig det rigtige udstyr. Og når der er en, der har været væk pga. skade eller andet, så bliver der spurgt efter dem og budt kærligt velkommen med spas, når de er tilbage. For mig er ALOT mit frirum, hvor jeg glæder mig til at se mine klubkammerater til hver træning og få et godt grin eller en alvors sank. Det er min anden familie, som altid er der.”

ALOT er ikke bare en almindelig løbe- og triatlonklub med faste ugentlige træninger af forskellig karakter, hvor du bare kommer for at træne, løber i din fartgruppe, ikke taler med nogen undervejs og skynder dig hjem. ALOT er meget, meget mere end det. I ALOT er vi alle sammen ”Tordenskjolds Soldater” – det er ikke kun de samme 20, der stiller op igen og igen. Det gøre vi alle.

Det unikke i ALOT er det, vi er sammen om at skabe på tværs af alder, ambitioner, løbe/cykle/svømme-hastigheder, indkomstklasser, køn og øvrige forhold. Du behøver ikke leve op til noget. Du kan komme som du er. I det humør du er i. I den sundhedstilstand du er i…

Fælleskabet kan bla. beskrives i måden, vi træner på: Ingen får lov til at løbe, cykle eller svømme alene. Der samles op, og det betyder, at vi træner i loops, hvor der altid er en der ligger bagest – og det er aftalt. Vi har faste steder, vi samler op, så alle kan træne i den hastighed, de ønsker. På den måde er der altid en ved din side eller lige bag dig.

I ALOT interesserer vi os for hinanden, vi er nysgerrige på, hvem de andre er –også når de ikke har træningstøj på. ALOT er et sikkerhedsnet i dagligdagen og indimellem også en redningsplanke. ALOT er nemlig lidt ligesom en kombination af din allerbedste ven, “Mads og Monopolet”, din læge, din coach og din diætist. Når vi løber side om side, sidder i saunaen efter svømmetræning, når vi mødes på RACE-day, når vi endnu en gang stiller op som frivillige i et løb vi selv arrangerer, når vi fester sammen til nytårs- og sommerfest bliver stort og småt drøftet: arbejdssituationer, parforhold og børneopdragelse behandles i flæng med overvejelser om “nyt gear”, ambitioner i forhold til sporten, helbred og skavanker – ind imellem krydret med livets helt store spørgsmål.

I ALOT er det er ok at dele stort og småt, det ok at være “nede” eller svag i en periode og det er samtidig ok at være stærk og sej. Træningerne er en tidslomme, hvor alt andet fra hverdagen træder i baggrunden. Du ER bare. Her og nu. Med snak, latter, blod, sved og tårer.

ALOT-træningen er en ting, men der er også ALOT-hep! Man kan regne med en ALOT’er og ofte gerne dennes familie, som den ultimative hepper, hvad enten det er til små “Brugsen-løb” i Taastrup eller til IRONman i København, hvor “ALOT Power Zone” under Diamanten fyrrer op for musikken og dansen. Vi møder talstærkt op og hepper på klubkammerater og naturligvis også alle andre atleter. Og vi tager husfotografen med og deler ivrigt billeder af og med hinanden.

EN ALOT-træner er vedholdende, motiverende, underholdende, rummelig og engagerende og selvfølgelig frivillig. Trænere vikarierer for hinanden, og det er meget sjældent at træning aflyses. Oftere kommer der flere træningspas til i løbet af ugen ud over de faste. De arrangeres spontant via vores Facebook gruppe (https://www.facebook.com/groups/347592842006346/), som er meget aktiv med stort set daglige opslag.

Det kan godt være at både løb og TRI er individuelle sportsgrene på RACE-day, men hele resten af året er vi “skulder ved skulder, side om side”, og helt afhængige af hinanden. Se flere fotos af fællesskabet på vores Instagram profil alot_tri.

Hvorfor skal I vinde prisen?

ALOT vil gerne vinde prisen som FANTASTISK FORENING for at få Albertslund kommunes øjne op for, at vi mangler et klubhus. Vi har brug for et sted at mødes indendørs. Vi mødes altid udenfor på Stadion ved Badesøen før træningerne uanset årstid og vejret. Et klubhus vil styrke vores fælles identitet og tilhørsforhold, og samtidig give et indendørs sted at mødes, giver instruktioner forud for et træningspas, “hænge ud”, planlægge løb og arrangementer, give information til frivillige, opmagasinere udstyr og afholde udvalgsmøder. Det har stået højt på ønskelisten længe!

Hvad skal pengene bruges til hvis I vinder?

Tilskud til et klubhus.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s