2025 – bedst i det nære :-)

Jeg kan ikke overskue, hvad der sker i verden… Faktisk overhovedet ikke… Men ind i mellem bilder jeg mig ind, at jeg kan overskue mit eget lille øko-system med mine nærmeste. Jeg sætter så stor pris på det nære – og i 2025 er det også det, der har fyldt allermest: i familien, i løbefællesskaberne og på rejserne.

I januar var vi på tur til Bornholm med mine forældre, Mark og Liva. Hammertrail blev konverteret til vinterhygge i det grå. Februar bød på en vidunderlig skiferie – bare os 4 som den oprindelige kvartet – med masser af sne og kælkesjov i Flachau.

I marts så jeg for første gang nordlys, hvilket var spektakulært og jeg har jaget mere af det lige siden – uden held. April bød på min første løberejse på Mallorca hvor nye og gamle venskaber fandt hinanden og jeg fik set “ønskeøen” fra helt andre perspektiver.

I maj kom foråret og til CPH marathon fik vi Nanna under 4 timer og jeg løb for første gang et halvmarathon i et fængsel, hvilket var en stor oplevelse og jeg håber på at gøre igen. Juni var endnu vildere: årets højdepunkt var Carlas studentertid, hvor jeg ikke kunne være i min krop af stolthed – krydret med endnu en begivenhedsrig Roskilde Festival som safetyvært med Mellanie. Og så deltog jeg i podcasten “Ledelse i Bevægelse” – en serie jeg varmt kan anbefale, hvis man interesserer sig for ledelse – og bevægelse.

Juli var stille – præget af sygdom og gode, stille “puste-ud-uger i Havnsø” – og et smut til Göteborg, bare os fire – og i august skulle slaget slås for Carla i Stockholm – med roadtrip og med hendes første halvmarathon, hvilket var en sand fornøjelse. I august brækkede jeg to fingre på en løbetur og så var de gode takter, jeg havde fået gang i med cyklen dømt ude for en tid.

I september fik Liva lejlighed og gjorde sig klar til at flytte hjemmefra, mens mine forældre også solgte mit barndomshjem og planlagde flytning. Det var så mange praktisk gøremål, beslutninger og stof til eftertanke. Og min krop begyndte at knirke – flere og flere tegn på overgangsalder, i led, hævede knæ og nedsunkne fødder, søvn osv – alt sammen med til at få mig til at tvivle på, om jeg kunne gennemføre mit første dobbelte marathon – men det gik. Oktober betød tiltrængt ferie på Rhodos og Liva flyttede til København, også et af de helt store højdepunkter for 2025.

I November tilmeldte jeg mig Ironman i 2026 igen, og er nu sådan en, der træner triathlon igen, med tidlig morgensvøm osv. Og jeg løb marathon 5 weekender i træk. Og i december faldt roen over familien med dejlig jul og nytår i sommerhuset.

Derudover var 2025 også året, hvor jeg har løbet rigtig mange ture med Mandy og Jeanne, nu svømmer med Mellanie igen, hvor jeg har taget ca. 5,7 mio skridt, har spillet padel for første gang med Mark, RikkeEa og Michael, har fået 3 nye små tatoveringer, og hvor hormonplaster blev en del af den ugentlige rutine…

Mine ambitioner for 2025 var (copy-pastet fra sidste års wrap-up):

  • at løbe 1/2 marathon med Carla, som i et par år har drømt om at løbe sit første. Vi fik ikke billetter til CPH Half på trods af at sidde længe i kø i 2.5 time, så nu tager vi på sviptur til Stockholm 30. august – efter hun er blevet student til sommer. YES – WE DID IT – og endda under 2 timer.
  • at gennemføre mit første flerdages løb på Mallorca i april – YES I did it
  • samlet 2500 km løb i 2025 YES – det lykkes kun lige på den allersidste dag på året, i morgen hvor jeg mangler 9.3 km
    (i 2023 løb jeg 3100 km og lige knap 2000 i 2024, så jeg skal skrue en smule op igen)
  • samlet 2500 km cykling (mit håb er, at jeg kan cykle to gange om ugen til og fra Køge fra påske-til efterårsferien dvs. 120 km om ugen i 21 uger) – NOOO, det blev til 1706 km på cyklen. -primært frem til juni
  • 15 Marathon i løbet af 2025 og heraf mindst et pr måned (en challenge jeg deler med Mandy og Jeanne) YES – faktisk blev det til 20 Marathon
  • at få sorteret og ordnet i min uoverskuelige medaljemængde – YES, sorteret er de blevet men ikke hængt op igen…

Skriv en kommentar