Vækkeruret ringede midt om natten – sådan føles det når julekroppen er vænnet til at vågne kl 9 og det så ringer til normal tid 6.20. Jeg skulle køre langt – for at løbe langt – helt til Hundested, 100 km og ca 1,5 time hver vej. I dag var vi endelig fuldtallige igen – både Mandy og Jeanne. Mandy havde endda hele sin flok med – pigerne og Jakob som skulle løbe halvmarathon.

Jeg ankom storgabende og måtte straks i hækken efter den lange køretur. Var vågnet med et lækkert nyt forkølelsessår og menstruation, så alt var helt virkelig spitze… Læg dertil, at jeg har døjet hele ugen med spænding i venstre baglår siden Kokkedal marathon i sidste uge. Så har vi ca stemningen.

Men jeg ville så gerne afsted med de to damer og trængte til det efter et par dage, hvor jeg hverken gad at strikke mere, se mere TV, spise mere og snart ville få liggesår på sofaen.

Jeg kunne dog lynhurtigt mærke, at det ville blive svært: på runde 2 ud af 6 på LNBK Hundested Cannonball begyndte den nedsunkne forfod og Hallux Valgus at knirke og jage hver gang jeg trådte på en sten på den lækre rute langs vandet fra Hundested Havn ned mod Lynæs. Og venstre baglår var hårdt som sten og det er sgu nok en lille fiber, jeg har underkendt.

Så begyndte maven også at drille (hækløberen var tilbage…) og selvom vi for længst var splittet op og jeg havde opgivet at følge med Mandy og Jeanne, OG jeg havde besluttet at tage det en omgang af gangen, så måtte jeg sande på runde 3 at slaget var tabt i dag… Jeg havde endda taget smertestillende efter 2. omgang for at se om jeg kunne slappe lidt af.

Jeg stoppede efter halvmarathon på 2.13.19. Virkelig en fin rute – det er han god til ham Thomas LNBK – en ud og hjem rute hvor surferne havde indtaget kysten og der var skub i vinden. Vi havde medvind ud og modvind hjem mod Hundested. Mange hundeluftere og et par vinterbadere var nok lidt overraskede over al den aktivitet lørdag morgen i juleferien på deres vanlige små stier langs kysten.

Nå pyt med det i dag. Jeg havde ris a la mande med i bilen til bagefter. Det kan også noget 🙂 I dag var bare ikke dagen og jeg skal nu se om jeg kan nå at indhente de sidste 40 km før 1.1. for at nå mine 2500 km i år – jeg har pt 2460,2 km… Men jeg skal jo ikke gå i stykker… måske jeg fordele dem som 10-20-10 km på 3 dage? Pause i morgen ihvertfald…
Jeanne og jeg er tilmeldt marathon på søndag igen – det skal jeg mærke efter hvordan kroppen har det. I dag lyttede jeg i det mindste… Mandy har nakket 3x 50 km de sidste uger – så imponerende!

Juledagene i Havnsø har været skønne – jeg har haft fornøjelsen af Carlas selskab på 2 løbeture – 11,5 og 5,3 km på de skønne favoritruter. Virkelige skønt 🙂

