Nu har jeg været medlem af Hvidovre Tri i knap 2 mdr. Det er noget andet at være ny i en klub denne gang, end da jeg var ny i ALOT for mere end 10 år siden. Jeg er ikke ny i sporten og jeg kender en håndfuld af medlemmerne fra træningslejre på Mallorca og tri stævner. Det er dejligt.

Jeg er stadig ved at lære at “gå til svømning” igen. Jeg har haft lidt vanskeligheder med at komme op mandage 04.45 eller få det til at passe torsdage til kl 20. Jeg har både overhørt vækkeuret eller rent faktisk hørt det og fået forhandlet mig frem til (…med mig selv i min indre dialog…) at jeg havde mere brug for at blive liggende eller ikke havde sovet nok eller at det regnede… og derfor ikke skulle tage afsted. Jeg har åbenbart en stor overbevisningsevne på mig selv…

Jeg har erfaret, at jeg IKKE skal tænke eller mærke efter – dér mandag morgen 04.45. Jeg skal bare GØRE: benene ud af sengen, tasken og tøjet skal stå helt klar. Drikke en kop kaffe og køre. Bum.

En ting er dog helt sikkert: når jeg er kommet afsted – ca. 1 gang pr uge – så har jeg ikke fortrudt det et øjeblik. Jeg svømmer selvfølgelig langsommere end i 2019, hvor jeg havde svømmet kontinuerligt i 5 år, men jeg oplever flow i vandet og at min krop husker en del teknik. Jeg er ikke ved at dø over det, jeg har luft nok, og jeg kan faktisk godt lide at svømme.

Og følelsen resten af dagen når træningen er overstået fra morgenstunden er helt genial!

Turen til Italien er allerede faldet på plads med det praktiske – lejlighed og fly. Det gik hurtigere end jeg havde forventet .

Jeg har kunne mærke, at eftersom jeg rejser med et triathlonpar, havde jeg brug for selskab, så jeg ikke var alene fx om aftenen. Det er noget andet at være nummer tre, når vi “kun” er tre ift. at være alene på en træningslejr, hvor der altid er andre at slutte sig til. Så jeg har spurgt min dejlige veninde Stine Munkedal om hun vil med. DET VIL HUN! Vi har ikke rejst sammen før, men jeg ved bare, at det bliver godt. Hun ved præcis, hvornår hun skal bakke op og hjælpe og hvornår jeg bare skal være i mit eget space. Det får vi brug for på turen, for jeg vil have de sidste træningspas og det praktiske ifm raceweek, som skal ordnes og så skal hun kunne klare sig selv – og det kan Stine 😀

Jeg glæder mig til det hele og jeg glæder mig til at tilbringe ugen med Stine og at se hende på ruten og ikke mindst på målstregen. Stine har en særlig evne til at være stolt af andre og den nyder jeg virkelig godt af 🙂

Vi skal bo i en lejlighed lige ved skiftezonen og lige ned til vandet. Det betyder, at jeg kan gå til og fra race-start/mål. Vores bolig ligner lidt noget sjovt-italiensk-styk-sammen-fikumdik, men jeg kan se at flere atleter har anbefalet den – og beliggenheden er genial.

Flybilletterne er også på plads. Vi flyver med SAS til Bologna ca 90 km fra Cervia d. 14.-21. september og jeg har bestilt ekstra bagage til min cykel – det er første gang jeg prøver det. Vi fik en meget rimelig pris, sikkert fordi vi er ude i god tid.

Det eneste der mangler nu er transfer, men det finder vi ud af. Sjit, det er meget virkeligt nu! Om under 300 dage går det løs.