I torsdags besøgte jeg et fængsel i Danmark for første gang i mit liv og medvirket til afviklingen “Herstedvesterløbet” et løb for indsatte og ansatte, som skulle afvikles for 12. gang på 14 år, kun afbrudt af Corona. Høj sol, en del vind. 15 grader.

90 tilmeldte fordelt ud på 5 og 10 km løb og 1/2 marathon samt 3 og 5 km powerwalk. Vi var 6 medhjælpere til at afvikle det og vi mødtes kl. 14 i Albertslund og blev sluset igennem med vores udstyr, lagde al elektronik uden for murere og brugte så en halv times tid på at få tidstagningen op og gøre nummerudleveringen klar. Depot stod fængslet selv for. Katrine, Claus, Anders, Kenneth og Charley havde alle været med før. Jeg var “den nye”.

Kl. ca. 15 kom de indsatte på gårdtur, rigtig mange i de grønne løbe t-shirts, som var blevet fremstillet til dagen. Jeg havde haft svært ved at vide, hvad jeg skulle forvente af dagen og forberede mig på. Jeg havde fået at vide, at løbet er en aktivitet som indsatte og ansatte glæder sig til – og at det er en særlig dag, fordi der sker noget andet end der plejer. Det kunne jeg godt fornemme på stemningen før løbet, mange var spændte.

Der blev budt velkommen til løbet af fængselsdirektøren og Charley supplerede med lidt praktisk info om afviklingen. Min opgave var at løbe et halvmarathon sammen med knap 10 løbere. Ruten var 1 km rundt på gårdens ca. 200 m lange grusbane og ellers ud imellem de lave bygninger og langs indersiden af murene. Vores start var 100 m før de andres, så “min lille gruppe” og jeg fulgtes ned til starten henover plænen. Jeg spurgte de indsatte om, hvordan de havde trænet frem mod i dag, hvor langt de havde løbet som det længste, været med før og løbet så langt før – hvor lang tid de regnede med at bruge osv. Alt sådan noget løbesnak, som jeg normalt også ville småsludre med medløbere om. Der var flere debutanter på distancen i gruppen, og jeg ønskede dem god tur og så satte vi ellers i gang – ud på 21 omgange. Der var flere som havde løbet med alle 12 gange – siden 2011 og det gav stof til eftertanke…

Der stod fængselsbetjente på hvert hjørne af ruten og jeg var på intet tidspunkt utryg, selvom jeg godt ved, at man ikke sidder i Herstedvester uden god grund.

I det ene hjørne af gården var der træningsudstyr og dem der ikke løb med, trænede selv eller sad og solede sig langs bygningerne eller på bænke og så til.

Jeg var godt klar over, at jeg som kvinde i et fængsel for mandlige indsatte, ville få opmærksomhed men på intet tidspunkt var det ubehageligt, der blev heppet meget afdæmpet og respektfuldt.

Jeg var spændt på om det ville blive kedeligt at løbe på så kort en rute, men jeg have et virkelig stabilt løb på ca 5.20 pr km. Vi havde jo ikke vores GPS ure på, så det var stopuret ved start, der fortalte hvor hurtige km-tider vi havde. Den første time var der mange på ruten – også powerwalkere, den sidste times tid tyndede det ud, da det kun var 10 km gang og 1/2 marathon løbere, der var i gang. Jeg begyndte at overhale de samme igen og igen og enkelte løbere overhalede jeg 3 og 4 gange. Hver gang gav jeg lidt hep med “god fart, hold den kørende, det ser godt ud, bliv ved, du er der næsten osv”. Et par gange sagde jeg også undskyld for at de blev overhalet af en kvinde med et lille smil. Nogle var meget tavse andre kommenterede tilbage.

Jeg kom i mål i 1.51.55 og satte mig på en bænk sammen med et par andre deltagere. Jeg spurgte til hvordan deres løb var gået og de var imponerede over at jeg havde løbet marathon i søndag og løb halvmarathon 4 dage senere. Jeg svarede, at det var blevet lidt en livsstil.

De sidste løbere kom i mål efter 2 timer og 15 minutter og på ingen tid havde vi pakket sammen og var ude igen med et par fine gaver som de indsatte har lavet på værkstederne.

Traditionen tro spiser det lille crew sammen efterfølgende. Vi var hjemme hos Charley og Tina, hvor Kenneth som er kokkeuddannet forkælede os og det var den rene luksus at damerne sad og pimpede bobler, mens mændene lavede mad i timevis til os. På grill, i gryder og ovn. Mega hyggeligt.

Jeg håber, jeg får lov til at være med igen til næste år. Det var en stor oplevelse at få lov til at løbe et sted man ellers ikke kommer og et meget professionelt set-up til stor glæde for alle.

Så ovenpå en uge med både marathon og halvmarathon, to cykelture til Køge t/r og en omgang padel i dag så er det rigtig rart med en weekend uden alt for mange planer…