I dag blev dagen hvor vi “for alvor” slog igennem som cannonball løbs-arrangører. “Mandy og Mias Marts Marathon” med guest-star/co-manager Jeanne blev afviklet i virkelig fin stil i helt suverænt løbevenligt forårsvejr i vestskoven.
Vi var ærligt talt ret spændte, det er kun 2. gang vi arrangerer et “M&M” marathon og vi havde sat et loft på 20 deltagere, annonceret løbet via portalen Runagain.com og oprettet en Facebook begivenhed som jeg havde delt i 3 større løbegrupper på Facebook: “Løbskalenderen på Facebook”, “Cannonballs and Marathons in Denmark” og vores lokale løbeklub ALOT’s gruppe 🙂

For en uge siden var vi ca 15 deltagere, så jeg relancerede begivenheden de ovennævnte steder og skrev at vejrudsigten jo gav anledning til at finde selvbruneren, barberhøvlen og de korte rør frem… Jeg ved ikke om det var det, eller om marathonløbere blot har lidt kortere tilmeldingsaftræk, men jo tættere vi kom på løbsdagen, jo flere tilmeldte kom der. Til sidst gik jeg en lille smule i panik og vi måtte lukke for tilmeldinger, da vi rundede 32 og Mandy havde købt ind til dagens “basic depot”.

Det stoppede ikke folk fra at tilmelde sig – MobilePay og min Messenger blev ved med at “bimle” og de sidste 2 dage kom der yderligere 15 tilmeldinger, det var umuligt at sige nej til medløbere, der gerne vil løbe og samtidig støtte et godt formål! Pludselig var vi 30 på marathon, 10 på halvmarathon og 5 på “runder” – 45 i alt…

Alt overskud går direkte til Børnecancerfonden, så på alle måder er dette koncept et hit:
- Vi 3 arrangører får et løb på en dato, der passer os
- Vi gør noget godt for en god sag
- Vi gør over 40 løbere glade, som deler vores passion
- …og jeg skal ikke gå tigger-gang for at få støtte til min indsamling, man “får noget for det”.
Vi mødtes i morges kl. ca. 8, Mandys kæreste Jakob var på cykel ude og markere ruten med spray-pile på jorden. Ruten var 6.95 km og skulle løbes 6 gange på marathon og 3 gange for halvmarathon – og så var der for begge distancer epilog med en tur op på toppen af Herstedhøje. Derudover kunne man løbe runder.
Mandy havde købt ind, Jeanne kom med klapbord og ekstra forsyninger og jeg har været “den administrative” – håndteret “markedsføring og tilmeldinger mm”. Jeg har med andre ord haft den nemme tjans – i min optik 🙂

Det var fedt at se en blanding af kendinge fra cannonball-løb, klub 100 folk og lokale ALOT’er bakke op – der var endda to hunde med – en hund der løb sit marathon som 59 ( det er flere end mine 57) og en der løber 1/2 marathon uden at blive træt.

Kl. 8.50 gav vi de vanlige anvisninger og så satte vi ellers i gang kl. 9. Vi tre i “løbende ledelse” fandt hurtigt en rytme og fulgtes ad hele vejen på nær de sidste km, hvor Jeanne havde krise. Hun ville helst afslutte i et pace, så det fik hun lov til.

Vejret var smukt og lækkert og da Mandy og jeg kom op, kunne vi nyde udsigen og vente få minutter på chefen.

Vi gik ned af bjerget og nød solens stråler og at det var gået godt. Vi kørte hurtigt hjem og fik bad og mad i en fart og så mødtes Mandy og jeg igen 14.30 for at pakke depotet sammen og få de sidste marathonløbere i mål og få deres tider registreret. Jeg havde Balder med til eftermiddagstur. Mark er rejst på skiferie med herrerne i går, så jeg kunne ikke blive aflastet på den konto og det er helt ok, det er meget rart at bevæge sig lige efter langt løb. Så jeg var oppe på bjerget én gang til – nu med hund. Og forbi Amalie til en kop kaffe, før jeg måtte hjem og opdatere tiderne, SoMe mm.

Når regnskabet er gjort op med de udgifter, vi har haft til depot, kan vi donere 1700,- til Børnecancerfonden. Det føles absurd godt 🙂
Sikken en herlig dag, sol på snudeskaftet, enormt godt selskab og en god gerning for både et godt formål og “artsfæller” 🙂

