For en gang skyld havde jeg ikke bare lyst til at blive liggende i sengen, men var egentlig ok med at skulle op og løbe. Jeg var vågnet af mig selv kl. 05 selvom uret først ville ringe ved 6-tiden, men jeg lå lige så stille og ladede op til en tur rundt på Amager sammen med Mandy.

Jeg har løbet turen før og kan godt lide at den er så afvekslende: afgang fra DR byen igennem byen, der vågner, så strandparken med hundeluftere og og morgenjoggere, efterfulgt af lufthavnen med fly der landede lige over hovedet, så det hyggelige Dragør med alle morgenbaderne og baconduft fra kæmpehusene ned mod vandet, Amager fælled med rolig skov og så langs vandet med Sydhavnen på modsatte side.




Vi var ca. 20 løbere og vi løb længe en gruppe på ca 8. Så brød vi 4 lidt ud – herimellem var løbsarrangøren Thomas Lønbæk (LNBK) og Dennis som vi sludrede en del med de sidste 15-20 km. Han er tilmeldt dobbelt Ironman til sommer og vi talte om gamle røverhistorier og ambitioner i kombination med familieliv. Virkelig hyggeligt.

Jeg havde et godt disponeret løb, rimelig stabilt tempo hele vejen rundt og ikke store kriser og vi kom da også rundt i den sædvanlige gennemsnitstid 4.17 – på trods af at der også er et par km i sand efter Dragør.
Dejligt at komme i mål med nr 55 i så skønt et vejr og selskab.
