Bornholmer januar getaway “ka noe”!

I år var vi afsted allerede torsdag, så der blev bla. hygget med spillet “slaget om Vestegnen” – vel meget passende for en flok, der kender hinanden fra ALOT- våd gåtur og god mad.

Vandfaldet ved Stavehøl var brusende og stier og skrænter fulde af mudder i regnvejret, så vi fik en forsmag på, hvad der ville vente os dagen efter til racet ved Hammershus.

Lørdag morgen sov jeg til 7.30 og afgang 8.45. Vi fik installeret os i Brohuset, fik numrene og rygsække på og så gik starten ellers 9.45.

Jeanne og jeg fulgtes ad til ca 17-18 km.

Jeg konstaterede efter 1.57 at vi kun havde løbet 14.3 km og at mit hoved allerede nu fuckede med mig: min krop og ben havde det egentligt fint, men jeg synes bare slet ikke vi kom nogle vegne.

Min krise var begyndt – tidligt! Jeg blev seriøs langsom på gåstykkerne op af bakke, jeg fik ikke kigget på andet end mudder og klipper og kunne slet ikke forstå meningen med at piske rundt i mudder til ankler og knæ.

Jeanne forsvandt på stierne foran og sådan er aftalen. Vi følges så længe det giver mening men hver har sig eget løb.

Jeg kiggede på uret igen, da jeg troede der ville være gået 30-40 minutter, men der var kun gået 12.

2 timer og 10… ergo måtte jeg indstille mig på en lang dag.

Jeg kæmpede mig tilbage til Brohuset og tænkte kun på at udgå efter første omgang. 21 km måtte være nok, blev jeg enig med mig selv om. Krisen havde taget 5 kvarter.

Ved hammerhus stod Tina, Tanja og Michelle. Jeg pev og nærmest kravlede op af skråningen til parkeringspladsen ved start og mål. Tanja sagde at det ik var en mulighed at udgå, og husk at nu er du på vej hjem! Det kunne jeg bruge!

Michelle mindede mig om at det var lige præcis den del at løbet jeg elsker – at grave dybt og få sejren- så jeg pakkede tårene væk og drak et glas cola i depotet og begav mig ud på 2. Omgang. Første runde havde taget 3.10 så jeg ku godt regne ud den ville blive lang.

Jeg proppede musik i ørerne og tankede ekstra op med snacks fra rygsækken og satte mig for at nyde det og tage det i mit eget tempo. Jeg fandt en rytme i at lunte når jeg kunne på de “flade” løbbare stykker og ellers gå langsomt eller klatre /kravle de stejle: et sted var der reb at trække sig selv op af nærmest lodret op – lige efter Hammer havn.

Jeg ringede til Mark og måtte lige høre hans stemme, satte Coldplay playlisten på fra koncerten i Paris og sang lidt med når jeg havde luft.

Jeg begyndte at indhente nogle af de løbere som jeg havde set tidligere og hentede tre kvinder, ergo måtte andre ha det hårdt foruden mig:-)

Anden omgang blev en markant bedre oplevelse selvom den blev langsommere og jeg måtte nøjes med mit eget selskab. Jeg var igennem krisen da jeg så heppeflokken efter ca 30 km!

6 timer og 33 minutter tog det gennemfør de 42 km med 1700 højdemeter – bestående af ca 45 % hiking og klatring og 55% let lunte løb på single track med rødder, mudder og klipper …

Det rakte alligevel til en plads midt i feltet som nr 7 ud af de 16 kvinder, der stillede til start. 13 gennemførte. Jeanne kom ind 12 minutter før mig og Christian og Lillian var også kommet godt igennem halvmarathon. Charley måtte udgå.

Den er sgu ik for børn den rute. Jeg ved ikke hvad der lige fik krisen vendt – en kombi af god pep-hep og tanken om at jeg jo alligevel ikke skulle andet denne solskinsdag og nu var jeg jo rejst helt herover.

Hver omgang tog ca 20-30 minutter længere end sidste år pga den megen mudder og lange vandpassager. Skoene var drøntunge af mudder og jeg måtte banke tåspidserne af. Mine Hoka speedgoat holdt næsten til det meste- kun de stejleste mudderskråninger gled jeg på.

I Brohuset klædte jeg om til tørt tøj, fik lidt pasta og en øl og varmen kom tilbage i kinderne. Fik lige sagt tillykke til Mandy som var i mål efter 63 km og tre omgange!

Elsker den følelse – og ikke mindst at den fortsatte både da vi sad ved brændeovnen i Østerlars med et glas vin og hos Lillian og Steen til skøn mad hvor løbeanekdoterne fortsatte ad libitum.

Færgen sejler os hjemad til EM håndboldfinale i eftermiddag og jeg har fået endnu en mental og fysisk oplevelse med videre.

Ps. Arrangørerne har dd skrevet på facebook: “det er uden sammenligning den teknisk sværeste og hårdeste rute vi har tilbudt jer og så på en vinter edition.”