I aftes sent var jeg charityrunner midt på Københavns hovedbanegård fra kl 23-24 og var dermed med til at sætte spot på ungdomslivets accelererende ræs – et liv, hvor de unge oplever at løbe hurtigere og hurtigere efter resultater, præstationskrav og mening med tilværelsen…

Hvornår får de unge en pause? Og et liv, hvor de skal undgå at miste pusten.

Roskilde Festival kalder den 24 timer lange happening for The Endless Race og den er arrangeret sammen med Ungdommens Røde Kors, headspace og Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Vi har selv to døtre lige midt i “målgruppe-suppen” som også er underlagt ræset, og jeg havde ellers forsøgt at lokke dem med på – eller til – løbebåndet, men der var både bip-test i idræt og matematiktest og fodboldtræning – meget apropos ræs og ambitioner. ❤️❤️ (Ærlig snak: jeg kan sgu heller selv frasige mig at være underlagt det ræs, selvom jeg er ældre end målgruppen for eventet og jeg reflekterer ofte over om mit relativt høje energi- og ambitionsniveau nedavles til næste generation…)

Jeg havde kun været på båndet i 5 minutter da jeg hørte en flok unge piger sige: “Det ligner Carla Mørkebys mor”. Og det måtte jeg jo respondere på og vedkende mig. Så fik vi en sludder, de var på vej ud i nattelivet.

På bænkene sad et par hjemløse og sov. Opstemte grupper af unge på vej i byen stoppede og spurgte mig ud, hvad det gik ud på. Der blev filmet og snakket. Heppet og kommenteret med sejt, imponerende – “hvorfor løber du?”

Jeg fortalte, så godt jeg kunne uden at blive rundtosset. Så snart jeg kiggede til siden skulle jeg koncentrere mig om balancen. Jeg er jo ikke vant til løbebånd, men til natur og stier og vind og vejr.

Der var spotlight på og lamperne varmede godt op. Selvom pulsen og tempoet var fint og jeg ikke var belastet, løb sveden af panden ned i øjenene. Rytmen fra båndet gav nærmest en musisk fornemmelse i kroppen.

Efter en time overlod jeg båndet til Patrick som jeg kender til fra ultra-løb. Han skulle løbe helt frem til kl 05!

Hjemme kl 01 til en lille snack og et forsøg på at få kroppen i ro. Jeg plejer ikke at løbe så sent på en hverdag, ovenikøbet efter er døgn seminar hvor jeg også var oppe og løbe i morges.

Det var sjovt at være med – elsker at forsøge at gøre en lille forskel på denne måde.

Tak Helle Børgesen for at tagge mig i et opslag forleden, hvor de søgte løbere. Jeg reagerede spontant og hurtigt og det var en sjov oplevelse at løbe en time på et noget usædvanligt sted.