Ringkøbing fjord 100 km – ny PR på distancen

Det kunne ikke været gået bedre – både 100 km løbeturen rundt om fjorden og den skønne roadtrip med min mutti. Vi har grædt og grint og jeg har fået den bedste løbe-hep!

Jeg har lidt at fortælle, så hang in!

Direkte efter job fredag tog jeg toget til Ringsted og blev samlet op af min mor. Jeg overtog rattet og kørte os til Ringkøbing – til Tangsvej 21, skråt over for det hus min mor er født i. Vi pakkede ud og kørte så til Søndervig, til redningsstationen ved den grund hvor sommerhuset “Hygge” lå, her har min mor holdt mange sommerferier og jeg har også været der nogle gange som barn. Det er revet ned nu , men omgivelserne ligner stadig sig selv:-)

Vi kiggede os omkring og gik til havet, hvor jeg havde en skøn svømmetur og min mor dyppede tæerne. Der var fantastisk!

Hjemme i den lejede Airbnb lejlighed tilberedte vi mad og planlagde heppe-konceptet. Min mor var på egen hånd hele lørdagen ift at finde mig osv. så vi skulle have detaljerne på plads.

Jeg gik i seng og sov middelmådigt, men det gik. Uret ringede 5.30 og jeg nussede med udstyr osv.

Ca 6.30 blev jeg kørt til vesterhavshallen, hvor jeg hentede mit startnummer og satte mig ved et af bordene, hvor der blev serveret fremragende morgenmad, som jeg slet ikke kunne spise.

Jeg faldt i snak med Laura og hendes mand. Vi endte med at følges ad nogle stræk ude på ruten, men efter 55 trak hun fra.

Vi satte ud fra Ringkøbing 7.30 og efter en kort prolog rundt i byen løb vi syd over på indersiden af fjorden. Jeg fandt et godt pace på lige under 6 min/km.

Fjorden var blikstille og smuk. Skyerne hang tungt og jeg lagde ud allersidst i feltet efter en allersidste tisse-tur i hækken 🙂

Laura var lige bag mig måske i 20 km, men efter en af de få og lynhurtigt afviklede ture i hækken, hentede hun mig og vi løb sammen og samlede et par herrer op – Søren og Rune, som vi passerede Skjern å sammen to gange på de fine trækfærger.

Jeg døbte Rune til Jan Frodeno (her bagerst) fordi han løb i samme atletiske og smidige stil som en af de allerstørste triatlonstjerner.:-)

Det gik supergodt frem til 50 km, hvor jeg skulle mødes med mor til det første depot. men jeg ankom 12.30 og havde aftalt 12.45-13.00 med min mor, så jeg løb igennem uden at vi mødtes. Jeg ringede til hende og aftalte at mødes ved et par depoter senere efter yderligere 14 km.

Efter Nymindegab i sydvest-hjørnet af fjorden kom vi ind og løbe langs klitterne og i sommerhuskvartererne. Det var virkelig fint og jeg fandt lige den plads ved Haurvig, hvor Mark og jeg overnattede i autocamper i uge 42/2022. Max hyggeligt.

Jeg lyttede kort til Sara og monopolet og ellers primært til Carlas playliste “familiebilture” hvor alle vores “sing a long numre” er på. Jeg elskede det. Jeg holdt stadig en stabil fart efter 50 km dog lige 10 sek langsommere.

Ved 3-tiden kom solen og en begyndende varme. Jeg havde mødtes med mor flere depoter i træk og også fået skiftet til en tør T-shirt og kasket . Det var virkelig rart.

Der er fire distancer til løbet rundt om fjorden: 100/60/hel- og halvmarathon. Jeg havde passeret starten af 60 km og på et tidspunkt begyndte marathonløberne at overhale mig. Til sidst begyndte jeg dog at overhale tilbage igen – herunder “argentineren” som ellers havde trukket lidt fra.

Jeg fulgtes med nogle stykker fra Marathon- først Camilla og derefter en gut fra Argentina som havde et par medløbere med. Der var hyggeligt at sludre på engelsk og høre lidt om hvad han lavede i Danmark.

Jeg kunne længe godt fornemme, at jeg kunne slå min personlige rekord på 10.44, hvis jeg holdt farten og da jeg passerede det sidste depot med 7 km til mål, besluttede jeg at gå efter at komme i mål på under 10.30 dvs før kl 18. Jeg satte farten op.

Jeg kom i mål præcis kl 18 og slutter som kvinde nr 6/12 og overall nr 14/53 i tiden 10.28.47, ny personligt bedste med 15 minutter.

Alt spillede, jeg havde et fedt flow, ingen kriser, spiste og drak ad hoc og nød det skønne område, vejret og selskabet. Sjit det var fedt!

I mål stod mutti med flag og hep og jeg måtte konstatere at en PR i tid også var en PR i vabler.

Tilbage i lejligheden kunne jeg se at de øvrige deltagere var lææænge om at komme i mål og jeg kun kunne være mere stolt af min tid.

Jeg fik et bad og klarede de sædvanlige feberlignende rysteture pga overbelastning mv og vabelpunkteringer og fik også lidt mad indenbords. 23.30 gik jeg i seng til endnu en elendig nat som inkluderer benspjæt, smerter i muskler, led og vabler. Jeg har været oppe og spise havregryn 02.30 og kunne ikke finde ro. Endte på sofaen for ikke at genere min mor.

Jeg har undgået friktion. Men nu venter nogle dage med vippende og vraltende pingvingang.

Skriv en kommentar