Jeg hænger sgu lidt i laser nu og trænger SÅÅÅ meget til ferie… både fra SPORT og fra JOB…
3 ultraløb, 5 marathonløb, 4 halvmarathonløb, 2 halve IRONman, og en træningslejr på Mallorca på 6 mdr… mildest talt et ambitiøst race-program. Dertil en skøn skiferie og spektakulær tur til Island, løbeture i Thy og på Bornholm. Smukke og fantastiske oplevelser. Jeg er mæt og skal fordøje alle de mange overvældende indtryk.
Jeg har været meget væk fra min familie, både pga. sport og arbejde – og jeg savner dem helt enormt nu. Jeg er sprød. Jeg har arbejdet absurd meget – vi er midt i en tilpasningsrunde og en deraffølgende omstrukturering og har på alle måde haft høje ambitioner om at nå mange ting. Været på seminarer og internater. Jeg har fået opsigelser og har et team, der oplever det som megahårdt at stå i alle de forandringer på en gang. Det gør jeg faktisk også selv. Nye systemer der driller, ændrede snitflader arbejdsgange oveni den almindelige travlhed. Nu skal vi trække vejret dybt og tage ny luft ind i en meget tiltrængt ferie. Jeg har et par arbejdsdage tilbage, så håber jeg på at give slip.
Vi skal ingenting i ferien og det er lige, hvad jeg trænger til. Vi har sommerhuset i 14 dage og har ingen faste planer. Derefter har vi stadig staycation på vestegnsmatriklen, og jeg drømmer om at sove længe – eller bare sove om natten og ikke ligge vågen… og være grillkylling… og vende og dreje… og tænke på arbejde eller skulle tidligt op til træning eller race. Min krop skriger på søvn.
Jeg er knap halvvejs i min Challenge om 3000 km i 2023: Jeg er lidt bagud, men ikke noget, der ikke kan indhentes – måske ca. 60 km. Jeg har løbet 8 km i snit pr dag de første 180 dage af 2023, hvor jeg skulle have løbet 8,2 km. Det går nok.

Jeg har ingen races i kalenderen efter ferien og lader det blive sådan. Hvis (når) jeg tilmelder mig noget, så bliver det med lidt kortere frist og lidt af gangen. Det bliver et travlt efterår på job, så der skal være elastik i nu. Ikke for meget fastlagt.
Nu er slænget hentet hjem fra Roskilde og huset er fuldtalligt igen. Sådan kan jeg godt li det – og det sker ikke så tit.
