Sidste dag startede med et forsøg på at sove længe – uden succes. Vi har en lang nat foran os med flyrejse hele natten, men alle var oppe ca kl 8. Der blev løbet, gået, badet og så spist og tjekket ud.

Første stop var den blå lagune – et område der siden 1970,erne har været oversvømmet af silica- og algeholdigt undergrundsvand som blandes med havvand, der ved en fejl blev boret frem. Det var meget specielt men dejligt at være et par timer i vandet – med masker, en lille drink, sauna og storytelling.

Til sidst blev det for varmt og vi gik op og fik en kop kaffe og gik en tur rundt i området og så de blå pytter, der er overalt. De ligner radioaktiv gift og ikke noget man har meget lyst til at hoppe i. Søerne er meget gunstige for psoriasis som flere i min familie ha, så måske vi skal en tur herop sammen.

Island er yderst autocamper venlig ø og der er så mange af dem. Jeg må tilbage!

Vi kørte til Grintevik og spiste en sen frokost / tidlig aftensmad 17.30 på et lille gudsforladt sted. Dagen var smuttet for os og efter lidt overvejelse om vi turde gå op på vulkanen Keilir i det igen ret sløje vejr, besluttede vi at køre modsatte vej og fandt i stedet Gunnuhver, en hotspring hvor det hele kogte og boblede.

En gang har der været en bro op til krateret lige bag poolen, men den syntes vi ikke vi ville tage…

Slagregn og stærk vind gjorde os lynhurtigt drivvåde, så vi gik også op til fyret og så ud over den rå natur. Det var storslået sådan som alt andet på Island. Det minder mig lidt om en blanding af Yellowstone og Galapagos, dog mere goldt og meget lidt frugtbart eller grønt.

Naturen skifter fra det ene øjeblik til det andet med mosklædt brune sten til sort lava – sådan bare lige.

Vi var i lufthavnen ca kl 21 og fik afleveret bilen. Der skulle pakkes en del om, og findes plads til vådt bade- og regntøj men nu venter vi på afgang 01.15… og hjemkomst forventeligt ca kl 07 i morgen uden nattesøvn…

