Jeg er i gang med en stille afrusning efter 14 dages sand lykkerus. Det er nu – pivsyg med feber, hoste, snot og ringen for ørerne – at jeg stille og roligt fordøjer alle de vanvittigt mange fantastiske indtryk og oplevelser, jeg har haft de sidste uger. Sjit hvor har det været fedt!

Jeg har været flyvende – og nu er jeg fladmast! Det har været “fast fest forward”, jeg har nydt hvert minut – både på egne vegne og i særdeleshed på Carlas!

Det er kun 14 dage siden, at Carla fik sin fine røde hue på. I aftes sad Mark og jeg og genså billederne og kneb en lille tåre over al den glæde, der er i billederne fra Frb Gymnasium, fra samme eftermiddag hvor familien tog med hjem i haven og hvor Carla og Mark ovenikøbet overraskede os med sammen at synge “Butterfly fly away” rundt om spisebordet… Så rørende og så fint.

Hvor er vores yngste skat dog nu blevet voksen og fri. Siden den mandag er tiden fløjet afsted og Carla har i den grad sluppet kontrollen og læner sig forlæns ind i livet, i festerne og i de lyse morgener. Jeg elsker alt ved det!

Vi har afviklet tre fester på ni dage: foruden hue-mandagen, var der translokation efterfulgt af vognstoppet fredag og det store gilde i haven med 70 gæster mandag 30.6.

Translokationen var højtidelig på Frb Rådhus med borgmestertale og alting og præcis som den skulle være. Jeg holdt faktisk stand uden tårer selv igennem “Danmark nu blunder den lyse nat” og “Lyse Nætter”, men da Annika bragede ud igennem højtalerne til sidst med “Stolt” og alle studenter skulle finde deres familier, der knækkede jeg… (Det gør jeg faktisk igen, mens jeg skriver disse linjer…) Stoltheden er bare så enorm, at den må flyde over!

Carla løb efter vognen sammen med de andre, der fik 12 til sidste eksamen. 10.4 i snit! Impo-fucking-nerende! Frederiksberg summede og sydede af forventninger og fest og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme afsted. (moren her var glad for, at det var en stolt nordjyde-far på ca 50 der skulle køre vognen hele dagen, trygt og godt!)

Carla havde ønsket “pool-tema” til vognstoppet, som var udvidet i tid pga chaufførens aftenpause. Det betød, at vi havde 30-40 minutter. Det var verdensklasse, og vi talte 13 studenter i poolen samtidig – i gang med at få enten “ubåden” (et hak til huen fordi man har taget en ølbong under vand) eller en selvopfunden “skildpadde” (hvor man sad på badedyret og tog en bong). Det er så tosset, og jeg elsker det.

Nogle få nappede lidt grillspyd og hotwings, men der var alt for meget mad. Jeg er en fjeder af ren glæde, når de er her og jeg slipper selv tøjlerne og danser med, hopper af iver og græder en lille tåre, når de kører afsted igen – for nu er nr 2 også i færd med “slipping through my fingers”…

Vognstoppet blev så hyggeligt for de tilbageblevne, at vi var ca. 8, der blev snalrede i teltet og stadig var vågne da Carla kom retur ca 02. Det var så mega fedt at høre hende fortælle fra dagen, helt høj og hæs.

Lørdag startede festivalen og jeg kørte Liva og hendes camp derned med alt udstyret (Niko, Caro og Kat). Retur til Roskilde senere på dagen til min første nattevagt som Safetyvært. Mellanie og jeg har fået de gode nattevagter i år kl.19.45-04.15. De er alt andet lige lettere end 23-07, for vi er på fødderne hele vagten og går let 25.000 skridt på en vagt. Og selvom Roskilde næsten ikke sover, så sover de fleste efter kl. 05…

Jeg havde fået planlagt det bedre med vagterne i år ift. at vi også skulle gøre klar til og afvikle studentergilde mandag. Jeg havde fri hele søndagen (efter lidt udvidet søvn), mandag og tirsdag. Det var bedre end sidste år hvor jeg gik fra nattevagt til gilde.

Gæsterne ankom mandag fra kl. 15 og der var Herslev fadøl, hyldeblomst-bowle og tapas buffet. Da familien gik hjem ca 21, var der party i teltet og i poolen og de unge blev så festlige, at der gik “safety-vært og livredder vagt” i moren her, så jeg nærmest havde en “overvågende rolle” – i kulissen skjult af mørket. Jeg nød faktisk at observere og tage alle indtryk ind. Det gik så fint. Det toppede mellem 23-24 og så fik alle en hotdog fra grillen, og så faldt hueflokken lidt ned igen. Kl. 02 var der ro med et ekstra sæt overnattende gæster på flere værelser. Alle drikkevarer og al mad var rømmet, der var udsolgt!

Tirsdag var Mellanie og jeg retur på nattevagt og den gik også superfint. Vi har virkelig fundet en model og et koncept der virker. Vi er en pakkeløsning: Vi er ens på den måde, at vi har samme udadvendthed og har let ved at falde i snak med gæsterne. Vi smiler og griner og hjælper. Deler krammere og high-fives ud ad libitum. Vi giver altid et ekstra nap med – når et telt skal slås op i mørket, når et plaster skal skiftes, et sår renses eller en ven/veninde skal trøstes, kaste op eller lægges i seng. Vi komplimenterer også hinanden godt – hun som sundhedsprofessionel og ikke bange for at gå tæt på, med mig som den der overskuer situtationen og oftest håndterer og sørger for at berolige de omkringværende venner, mødre i telefoner mm.

Vi har talt om, at det er fedt at være med for anden gang, alt det der var nyt sidste år, er velkendt i år. Vi skal ikke bruge kræfter på at finde rundt, vise vej eller orientere os på kort efter nærmeste drikkevand, kiosk, samarit, powerbanks osv. Vi ved hvor alt er og har let ved at være i rollen.

Onsdag åbnede pladsen og vi havde fri. Det var absurd varmt med 33 grader og Carla gik kold før hun skulle afsted til næste gilde. Gilderne har kørt non-stop i 14 dage nu – mindst et om dagen, ofte to.

Vi hørte Annika åbne Orange og jeg blev sammen med de unge og så Charlie XCX lukke aftenen af i torden, lyn og regn. Der blev danset godt igennem og vi stod godt og kunne se det hele. Sæderne i bilen var gennemblødte da vi kørte hjem – ømme bas-arme og ben!

Torsdag havde vi ugens eneste dagvagt. Der var gang i den – på camping – hvor dagsbilletterne nu var i spil og mange skulle have MAX ud af deres ene dag på festival. Vi så Aphaca spille på Arena mens vi fik ca 70 gæster ned fra tagene af toiletvognene alene med tegnsprog, smil og myndig mine.

Vi besøgte Livas camp og brugte en del tid i en lejr, hvor en 18-årig pige var bevidstløs af druk, og vi måtte have hjælp fra sameritter og ekskortere hende til afgiftning og have fat i hendes forældre. Senere samme aften mødte vi hendes bror og veninde igen, og de var så glade for at se os, ville have billede og krammer – og skønt at møde deres taknemmelighed for at der havde været nogle voksne, lige da de havde brug for det. Det føles helt utrolig meningsfulgt og rart at gøre den forskel for så mange i løbet af festivalen .

Da vores vagt sluttede gik vi til Avalon og hørte Soleima, drak et par øl og var hurtigt i god stemning til at høre D1MA på Orange og Anton Westerlin på Arena. Vi var helt høje på 4 genstande og nogle opløftende og varme dage, så jeg var let at lokke da Mellanie ville have mig med i DreamCity, hvor vi lukkede Klubhuset, Police og Cirkus. Så gik vi op på højen og havde grineflip mens solen stod op.

Jeg overnattede for første gang i telt i sovebyen – i målfeltet. Dvs jeg lå i teltet i 6 timer men sov i ca 2. Alle forudsætninger for en god nats søvn var ellers til stede så næste år skal jeg nok blive god til det. Der var både ro, jeg lå godt, der var mørkt, jeg var træt, men jeg kunne ikke sove. Den slags endurance-søvn skal jo også trænes…

Fredag havde vi igen fri og der var et lækkert musik program. Emma Sehested Høeg, Artigeardit, Mø, the Hu og Olivia Rodrigo skulle vi nå og det gjorde vi på trods af seriøst søvnunderskud og kramper i læggene af så mange skridt henover flere dage.

Jeg opgav at overnatte endnu en nat og kørte hjem fredag aften sent med en begyndende forkølelse.

Lørdag sluttede vi med endnu en nattevagt (på piller) hvor vi primært var på “flow” dvs hjælper med at styre menneske-masserne mellem koncerter. Først lukkede Orange med Tyla, så Arena med Noah Carter og så festivalens allersidste show med A.G. Cooks på Apollo en scene der består af containere og hvor alle gerne vil ind og have det allersidste med. Trætte, stive og høje. Det blev en lidt voldsom omgang, hvor jeg måtte bede alle om at træde et skridt tilbage og fik grumme reminders til år 2000 og Pearl jam koncerten netop 25 år efter. Der var virkelig pres på men plads nok, alle var bare meget ivrige efter at komme i den samme kø ind.

Til slut rundede vi backstage Orange, hvor vi fandt et energidepot på snoller før vi fandt Eik på arbejde v Herslev bryghus og Liva og Kat i en hængekøje helt overtrætte. Hjalp lige den sidste overrislede unge fyr med brug for hjælp og så var det slut!

Så hvordan indkapsler man stemningen og vores opgaver i kort format? Det kan man ikke, men det er så stærkt vanedannende, energi-boostende, meningsgivende og tidslommeagtigt og noget helt særligt…

Vi kommunikerer over radio og bruger det fonetiske alfabet når vi kalder hinanden. Henover dagene har Mellanie og jeg brygget på et alternativ hertil som måske meget godt indikerer stemningen – eller også bliver det for indforstået – I dont know?

Det ROSOLOGISKE AN-alfabet

“Koordinator koordinator, her er …”

A Armbånd til Aphaca på Arena
B Beerpong blæst bort bag busbus
C Curlingbørncrowd incl. cocktails
D Dreamcity danser
E Elektrolytter i eftervest
F Fastfood i frikadilleboden følger flow + fos
G Gaffa griber Gaia+ Gloria
H Hegnshopperhelvede
I Ildsjæle-indsats imponerer
J Jernbanebroen justeres
K “Koordinator kalder klubhuset”
L Lort i lange længder
M Multitool manøvrerer i masserne og i Mediebyen
N Natteravne napper nøgenløb
O Opkast over Orange
P Pantsamlere prioriterer powerbanks, pisseirriterende pavillioner og presseninger…
Q Questions questions questions…
R Radiotjek: romaer runderer
S Safetyværter + “samoritter” sjatsover, sjatspiser, sjatlader og sjatpisser i soveby,
T Taktisk tis “tt” v. Tuborg telt tømmermænd tiltider?
U Uvurderligt uv-index
V Vidunderligt, vanvittigt vildskab
W Wingmen i Wild West, wtf?!
X X-tra nattevagt
Y Yndigt yngel
Z Zendium azap!

Jeg havde Liva og Katrine med hjem søndag morgen og vi lå i vores senge ca 05, for 5. Gang på 8 dage.

Den velkendte Roskilde flue var i fuldt flor i min krop, tankemylderet ville ikke aftage, kramper i lægge og hjerne. Men fuck det er fedt!

I dag er det tirsdag, og feberen er aftagende, jeg har endda slået græsset i sommerhuset. Tankerne kredser om de sidste 14 dage: al den lykke, frihed og rus. Der er et tomrum. Nu og her. Et lille antiklimaks, en blues … Udlever jeg det i virkeligheden som en forsinket teenage-tid? Eller hvorfor synes jeg det er så uforståeligt fedt?

Min salige morfar sagde til mig i min konfirmationstale at en af de ting, der kendetegner mig, er at jeg er så god til at glæde mig til og over noget. Jeg vælger at tro, det er mit særkende og at det må siges at have holdt stik i alle de år, der er gået siden 1990.