Lad mig starte med at slå fast: man er ret tæt på sine medløbere til et ultraløb. Selvom vi ikke engang kender hinandens navne, holder vi ikke noget tilbage. Hverken før under eller efter selve løbedelen… Aldrig i mit liv har jeg løbet foran, bag ved eller ved siden af så mange mænd, som …ja… bare gav slip når naturen kaldte. Jeg var så sandelig ikke i tvivl på hverken hørelse eller dunst, når jeg liiige kom til at ligge bag den forkerte. Når kroppen er i gang i så mange timer og skal indtage føde undervejs, og straks efter indtagelse skal i bevægelse, bliver der rumlet godt rundt i maven, og så må det jo gå galt…

Dette er fortællingen om Great Dane Backyard Ultra – et ultra trailløb med kun én vinder, den der bliver ved i længst tid – og som i skrivende stund stadig er i gang efter 34 timer. Konceptet er, at hver time – kl. hel – starter en rundstrækning på 6,7 km (4 miles). 3 minutter før start fløjtes der 3 gange, 2 minutter 2 fløjt og 1 minut før 1 fløjt. Alle løbere skal være klar i boksen inden kobjælden lyder og runden starter – og når man ikke tilbage inden for en time, er man ude og får en DNF “did not finish”.

Jeg har både løbet ultra og også løbet trailløb, men jeg har ikke løbet ultra trail – så jeg var ikke bare spændt, jeg var nærmest presset over det – også fordi jeg har afsindig travlt på mit arbejde og ikke har nået at forberede mig så godt som jeg kunne – mentalt, men også fysisk fx ved at løbe flere trailture med bakker. Jeg har ikke haft timer nok i døgnet. Så jeg begyndte først at pakke aftenen før – jeg havde ikke handlet og havde glemt alt om, at jeg havde lovet Poul, som jeg skulle afsted med, at lave et godt måltid mad til fredag aften. Så torsdag blev ret kaotisk forud for afgang lige efter arbejde fredag. Mark trådte til – handlede af flere omgange og kokkerede to forskellige retter “to go”. Min redningsmand – jeg er dybt taknemmelig!

Fredag kom vi afsted 15.30 og landede for foden af Himmelbjerget på Sletten ved Juelsø kl 19. Vi tjekkede ind og fik anvist en plads til vores telt. Vi slog lejr og varmede maden og gik tidligt til ro. Lige som vi lagde hovederne på puden startede der et liveorkester i nabospejderhytten, men jeg fik lidt søvn mellem 24-05.30. Poul sov ikke meget.

Lørdag morgen fik hurtigt ben at gå på med de sidste forberedelser, morgenmad osv. Kl. 6.45 var der racebrief. Vi var 108 løbere, der stillede til start ud af de 149 tilmeldte. Ca. 15 kvinder, resten mænd. Vi fik info om reglerne og om måltiderne og vi kunne se frem til både chili con carne, lun leverpostej og frikadeller, frankfurtere mm alt efter hvor længe vi blev ved.

Kl. 7 gik starten og vi løb ud på ruten for første gang. Jeg var ret spændt og kunne hurtigt se, at det ikke var verdens nemmeste rute. Den har 160 højdemeter pr omgang og 3-4 meget stejle stykker opad og en lang nedløbsstrækning med blødt og ujævnt underlag. Jeg havde ikke trailsko på og det skulle nok gå – men mange havde valgt trailsko. Havde ruten bare været en smule mere våd, var det ikke gået i almindelige sko. Vi løb fine passager langt med Juelsø, så op mellem spejderhytter og kolonihuse, af lidt grusvej for så at komme ind i skoven at de små single tracks, langs skrænter på stier fulde af rødder og sten, igennem dyreindhegninger og igennem bregneskov og lange siv. Der var ikke asfalt nogle steder. Det var en meget smuk rute.

De første mange runder faldt vi i snak med vores medløbere – ellers lyttede vi til hinandens snak. Det var vældig hyggeligt og god adspredelse. Koncentrationen skulle dog fastholdes for bare et enkelt forkert skridt ved siden af, så lå vi der. Jeg så mange voksne mænd styrte og på 11. runde lå jeg der pludselig selv. Jeg have overset en sten og al luft blev trykket ud af mig. Jeg blev skideforskrækket og var lige ved at hyle, men fik rystet det af mig og kom hjem i 51 minutter.

En typisk omgang skulle helst tage mellem 48 til 52 minutter at tilbagelægge for at have lidt tid i depot til at spise, drikke, toilet, benene op mm og det holdt jeg meget godt…

Blandt deltagerne var også Sandalmanden, som løber hele vejen i lædersandaler med strop ved storetåen og også @disko_runner, som løber i spraglede og festlige jakkesæt, som han skifter undervejs i lejren. Han havde 15 sæt med, som hang på bøjlestang i stort telt med plyssede tæpper og diskomusik strømmende ud. Total god stemning.

Mange deltagere kommer med den helt store opbakning, så selvom Poul og jeg virkelig havde meget med – både foldemadrasser og dyner – var der andre som overgik os markant. De fleste har en hjælper med, som assisterer hele vejen. Det havde vi ikke, men efter nogle runder stod der en kvinde, som virkede bekendt og som jeg har set til flere løb. Jeg tog mig sammen og spurgte – og ganske rigtigt, så var det en, som min mor har været lærer for og som jeg kunne huske, fordi de var en årgang over mig. Maj-Britt. Hun var så sød efterfølgende til både at fylde vanddunke og koge kaffe af flere omgange, da jeg bare trængte allermest.

Mellem hver runde var der total lejr-stemning i depot-pavillonerne hvor alle vores ting stod i tørvejr. Arrangørerne sender live på Facebook det sidste kvarters tid af hver time i takt med, at vi løbere kommer ind – og der er rigtig mange “hjemmefra”, som sender hilsner som så overleveres, og man kan sende hilsner tilbage. Det gav total fed energi at få så mange skønne hilsner fra klubkammier og familien derhjemme. De kom fra nær og fjern og man kunne fornemme at nogle var meget indforståede for modtagerne.

På nogle af runderne hørte jeg lidt lydbog, hvis jeg for længe havde løbet alene. Men det var fedest at løbe i små grupper og lade snakken glide.

Jeg bliver tit berørt, når jeg er ude på ukendte distancer. I går blev jeg helt rørt, da der pludselig stod to små bimlinger på 1-2 år i regnbukser i et lille mudderhul på opløbet til “målstregen”. Jeg kom til at tænke på de smukke unge, ja nærmest voksne, mennesker, Mark og har produceret og opdraget derhjemme og pludselig savnede jeg at høre nyt fra dem: Carla på efterskolen, Mark med Balder i sommerhuset og Liva alene hjemme. Jeg skrev en sms til Mark som heldigvis var hurtig til at give lidt nyt. Så græd jeg lidt over det, men det er svært at løbe og græde samtidig, så jeg blev nødt til at stoppe. Liva havde heldigvis fået besøg af Eik 🙂

Poul begyndt at sakke bagud på 12. runde og på hans 13. kom han ind 1 minut før næste start. På 14. runde nåede han ikke ind til tiden og udgik, lige før vi skulle til at løbe med pandelamper.

Det var utrolig nok relativt let at komme op til 13. runde og jeg ville gerne nå de 100 km (igen). Dem nåede vi efter 15 omgange, den sidste af dem var den første med pandelampe i skumringen. Jeg løb med startnummer 17 på maven og tænkte, at jeg ville stoppe efter 17 omgange og dermed nå ca. 114 km. Optimistisk satte jeg ud 16. omgang – men skoven var blevet meget mørk, jeg havde mavekneb efter mad og jeg blev nærmest søsyg af at orientere mig med pandelampen på. “Kriser kommer og går”, men jeg havde det som om det hele stod uklart og sløret, og når vi løb i det høje græs, føltes det som at løbe i vand med bølger i. Måske er jeg natblind? Jeg var ikke lav på energi, så det var ikke for dehydrering – jeg havde hovedet fuldstændig med. Jeg besluttede, at det skulle være sidste runde.

I mål afleverede jeg min chip og fik den famøse DNF kop, og jeg var lettet over beslutningen, det føltes helt rigtigt. 16 timer er det længste, jeg har været aktiv i, 107,5 km er ny distance PR (137.618 skridt) og 2500 højdemeter kan mærkes i benene. Jeg har taget lidt smertstillende undervejs, men nu ville jeg bare gerne have bad i spejderhytten og en ØL!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Vi krøb relativt hurtigt til køjs, men jeg ved godt, at jeg aldrig kan sove natten efter race – og her fortsatte løbet jo lige foran teltdøren, så kl. 00.41, 01.42, 02.43 osv kom de forbløffende lette løbetrin ind i nattemørket i lejren og i ca. 20 min hver time blev der klappet, fløjtet og kobjældet frem mod næste runde. Det var hyggeligt at lytte til, men min krop gjorde mere og mere ondt og jeg havde ikke spist siden kl. 22, hvor jeg fik en frikadelle. Sulten meldte sin ankomst.

Kl. 03, da løberne netop var sendt afsted, hørte jeg en af arrangørerne sige, at der var frankfurtere til overs, hvis hjælperne ville have, så jeg hoppede ud af teltet og gik op for at nasse en lille natsnack. Der var også Cocio! Åh det var himmelsk! Der stod et par andre hvileløse og sultne DNF’ere, så jeg var ikke den eneste. Kl. 4 lå jeg i min seng igen og fik lige akkurat sovet i ½ time før løberne kom retur. Derefter var jeg vågen og lå og lyttede til regnen som trommede på teltdugen.

Ved 6 tiden stod vi op, spiste morgenmad og tog os god tid til at pakke os sammen. Det gav helt sig selv, for der er langt ned til pløkkerne i teltet med Stive Stænger!! Og vi skulle jo også lige klappe hver gang løberne kom i mål – fx da de kom efter 24 timer.

Vi slog et smut forbi Himmelbjerget på vej hjem, og vi var kun lige kørt på motorvejen, da jeg faldt i søvn i bilen. Tak Poul for at køre hele vejen hjem med ømme ben.

Jeg kommer igen og løber skoven tynd, hvis jeg på nogen måde kan få lov.

• 

•