Min krop skriger på mig: “Du er syg, så fat det dog”. Jeg er nødt til at lytte nu. Jeg har forsøgt at overhøre det, men nu går det ikke længere. Jeg er nødt til at korrigere min træningsadfærd og lade min Colitis-Ulcerosa-syge krop få lidt ro.

Hver træning er ukendt land – nøje tilrettelagt efter toiletbesøg. Svømning og cykling går hæderligt, men jeg kan ikke løbe. I dag var der 7xhæk på en 2 timers tur inkl smerter over lænden og mavekramper. Benene fejler ikke noget, men jeg er på smertestillende før og under træning. Det går jo ikke!

Jeg er nødt til at overveje om det overhovedet er realistisk at gennemføre d. 18. August. Er det det værd?

Den kommende uge dropper jeg alt løb. Og tager det en dag af gangen. Skruer op for søvn, hvile og god kost. God kost er bare så svært, hvis jeg skal undgå både fedt, sukker, syreholdige fødevarer, mælk, frugt osv, og samtidig reelt få næring til træning. Jeg kommer til at leve af brød, pasta og magert kød. Og havregrød.

Fuck, jeg er så fortvivlet over det!

Min familie er naturligvis bekymret og ved ikke rigtigt, hvordan de skal tage sig bedst af mig. Jeg vil helst ikke tale for meget om det og alligevel kan jeg ikke undgå det. Pigerne kan ikke lide at se mig sådan. Det er langt fra, hvordan jeg ellers er. Men jeg har sagt, de kan spørge mig om alt.

Indlæggene her i min blog-dagbog ligner tingenes tilstand: et “hvor er det fedt” indlæg det ene øjeblik, og et “dybt suk” det næste øjeblik. Det skifter time for time, dag for dag.

Jeg har forsøgt med akupunktur et par gange. Her anden gang har det ikke haft en effekt, næsten tværtimod. Jeg afprøver nu en Nervana (som Liva også benytter til følgerne af sin hjernerystelse), som sender strøm ind i min venstre øre til mine nervebaner.

Jeg spiser fiskeolie, magnesium, mælkesyrebakterier og en vitaminpille sammen med min asacol (medicin).

Jeg undgår de fødevarer som typisk er “syreagtige” for maven fx tomater, nektariner, bær men også mælk, is og vin. Alt det jeg plejer at hygge med i ferien. Kaffe går lige.

Og ja, så tænker jeg på om træningen gør det værre? Stresser min krop unødigt? Og jeg hader tanken om det. For jeg elsker at svømme, løbe og cykle. Og jeg kan ikke udholde tanken om at sygdom skal bestemme over mit liv.