Nyt job – nu som afdelingsleder

Jeg har fået nyt job og jeg glæder mig rigtig meget! Jeg skal stadig arbejde på Københavns Professionshøjskole KP, hvor jeg har været ansat i 9 år som konsulent, men fra 1. marts skal jeg være afdelingsleder i Studieservice for uddannelserne i det sundhedsfaglige fakultet. KP er et virkelig spændende sted at arbejde – fuld af fusion.

Da jobbet blev ledigt, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville søge. Jeg har i flere år gået med overvejelser om en lederstilling, taget lederuddannelse og haft en masse “pseudoledelse” som projektleder, forandringsleder osv. men samtidig også ventet på den rette timing: både i forhold til børnenes alder og min sport. Og ja prioritering blandt disse 3 vigtige elementer som fylder hverdagen.

Min indre dialog har kørt på højtryk med vurdering af fordele og ulemper og samtaler med min familie har fyldt henover middagsbordet. Og nu er timingen rigtig: jeg trænger til flere udfordringer, pigerne er på rette kurs og ofte selvkørende, det går bedre med Liva efter hjernerystelsen og min sport har fundet et passende leje: jeg kender rytmen – jeg er ikke rookie længere. Jeg ved, det nok skal gå, selvom jeg har ambitioner både på job og i sporten. Jeg kender min krop og dens signaler og ved af erfaring, hvordan jeg kan prioritere til og fra.

Jeg får ansvaret for 26 erfarne og dygtige administrative medarbejdere på tre adresser – to adresser på Nørrebro og en i Hillerød. De fleste medarbejdere kender jeg, men der er et par nye ansigter i blandt. Jeg er meget fortrøstningsfuld og samtidig ydmyg over den tillid, jeg er blevet vist. Mit første lederjob. Jeg kan næsten mærke, hvordan 2019 står og sitrer foran mig med BIG Four, konfirmation og nu også flere faglige udfordringer. Jubii 🙂

img_3572

I sidste uge var jeg til 1. samtale, personlighedstest og besvarede cases. Mandag i denne uge var jeg til 2. runde samtale, hvorefter jeg lige ville nå forbi i Endurance Sport på vej hjem og indfri mit gavekort fra min fødselsdag i september: det skulle omsættes til nye cykelsko. Jeg regnede med, at jeg fint ville nå hjem, inden min chef ville ringe, men da telefonen ringede bare 45 minutter efter samtalen, stod jeg altså i butikken på Gl. Kongevej. Så der var en mindre jubelscene i butikken – et bedre sted at få nyheden fås vist ikke…

Jeg har haft en god fornemmelse hele vejen igennem processen og håbet på det bedste. Og jeg fejrede det “selvfølgelig” med at smide lidt ekstra i kurven i form af nye løbesko (Hoka Clifton 4) og et par nye sports-bh’er.

img_3559

Eftermiddagen og aftenen herhjemme gik med fysioterapi med Liva kl 16, Carlas koroptræden på biblioteket kl 17 og kørsel til fodbold direkte derfra. Jeg havde lige fået tid til 90 min på hometraineren mellem 18-19.30 men min lapning fra sidste uge holdt ikke, så tiden fik med at ordne det i stedet. Havde ellers lige glædet mig til at prøve de nye sko og bh.

Efter afhentning af Carla kl 20 spiste vi festmåltid og fejrede det med bobler og så fik jeg pludselig gæster da Mellanie og Emmely kom forbi med blomster og drak en kop the.

2 thoughts on “Nyt job – nu som afdelingsleder

  1. Fantastisk! Tillykke med jobbet! Jeg hørte det i dag, tjekkede bloggen og selvfølgelig stod det her 😄 Fedt for dig og fedt for KP!

    Kh Henrik

    Like

Skriv en kommentar