For en uges tid siden rundede vi ½-års dagen. Jeg skrev om påkørslen i indlægget om hvordan 6-timersløb kun blev til marathon. Dagen blev forbigået i tavshed, vi glemte det vist helt, da jeg var i London og afholde en præsentation på en konference, og Liva var til “basket”. Når Liva er til basket, betyder det i praksis, at hun sidder på sidelinjen og kigger på, og sludrer med sine holdkammerater før og efter træning. Ind imellem skyder hun en smule på kurv, når arme, skuldre og hoved er til det. Hun må ikke indgå i reel træning med mulighed for tacklinger eller bolde i hovedet. Så der går endnu mindst ½ år, før hun må træne rigtigt med.

Forleden tog hendes træner fotoet herover af træningen i aftensolen, hvor holdet var rykket udendørs. Jeg blev simpelthen så rørt af det billede. Når man kender hendes historie, ved man hvor meget “på sidelinjen” af sit eget liv, hun er og har været. En tilskuer til, hvordan hendes tid passerer forbi. Og hun er alene om det. Lige gyldigt hvor meget vi støtter, assisterer, motiverer osv, så er hun alene om det. Det er svært at være forælder og ikke kunne tage den på egne skuldre og klare det for hende. Men hun er stærk og har fået en vild indsigt i sig selv, som mange jævnaldrende ikke har  – og hun er fantastisk til at sætte ord på. Hun skrev dette citat på Facebook sammen med billedet:

I watched my wild youth
Disappear in front of my eyes
Moments of magic and wonder
It seems so hard to find

Is it ever coming back again?
Take me back to the feeling when
Everything was left to find

Dean Lewis – fra sangen Waves

Vi har stadig en del aktiviteter knyttet til eftervirkningerne; Jeg tager med til psykolog med hende, vi skiftes til at køre hende til osteopat, og vi er begge to med, når der er møder på skolen og når forløbet hos Center for Hjerneskade (CFH) starter i morgen og herefter er én gang om ugen.

Liva har stadig svært ved at skabe overblik over de ting hun skal og hvordan de skal prioriteres, og svært ved, hvordan hun skal bryde aktiviteter og opgaver – særligt skoleopgaver – ned i mindre bider. Energien svigter ofte og hun betaler tilbage med renter når grænsen pludselig var nået. Hun sover stadig meget, men mindre end tidligere. Bliver stadig svimmel. Har tinitus. Alt sammen typisk for “post commotionelt syndrom”, som ca 20% af hjernerystede får.

Derfor forsøgte vi i aftes med at udfylde en familiekalender, hvor kolonnerne er henholdsvis Skole (den tid hun er af sted – nu næsten dagligt fx 10-12), Lektier (hvilket tidsrum henh. mor og far sidder sammen med hende og hvad der skal arbejdes med), Træning (hvilke dage hun er til basket, men også små løbeture derudover), Andet (fx tider hos behandlere, sociale ting osv.) Det er vi spændte på, om kan hjælpe hende. Det er hendes eget initiativ, så hun var glad for at udfylde den – og den blev da også krydret lidt ekstra i den sidste kolonne med ferieting og ikke mindst, hvornår Shawn Mendes udgiver nye numre, har fødselsdag og er i Danmark og give koncert :-).

Jeg får derudover stadig tiden til at gå med dagligt eller ugentligt at rykke kommunen, som for 14 dage siden gav mundtligt tilsagn om behandlingsforløbet, men som vi stadig ikke har hørt fra på skrift – og CFH har rykket mig for svar i mellemtiden – vel rimeligt nok med et betalingstilsagn, inden vi møder op i morgen. Og så taler jeg ugentlig med Erstatningsadvokaterne, fremsender regninger osv.

Hele familien er nu i øvrigt tilmeldt årets Eremitageløb d. 7. oktober 2018 – Jubilæumsløb nr 50. Det er en ret stor ting, at vi i år har fået Liva med. Carla løb E-løbet sidste år på Marks startnummer, da han var syg, men Liva plejer altid at sige pænt nej tak til et løb. Men i år bed hun på, og jeg tror, hun trænger til et realistisk mål ca et år efter ulykken, men også et mål, der skal trænes hen i mod, så hun får brugt sin krop og sit hoved. Det er mega fedt med den indstilling, så nu skal vi lægge træningsplan alle 4, og jeg glæder mig til turen sammen som familie.