Altså: Jeg må med skam og pinagtighed meddele, at jeg ikke har siddet på min TRI-cykel siden 20. august – dagen hvor jeg blev IRONman… Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst – hver gang jeg har set en cyklist der ligger ned i bøjlen på en solrig efterårsdag, har det trukket i mig. Men jeg har prioriteret at løbetræne efter en dejlig september måned med restitutionstræning.

Og pludselig blev det for vådt, blæsende og for glat (og måske var der saltet derude?) til at jeg kunne lufte cyklen. Racercyklen var solgt, og den lånte hometrainer var afleveret tilbage. Undskyldninger var der nok af: jeg havde heller ikke fået skiftet fra race-hjul til almindelige hjul – der var bare enormt mange barrierer.

I dag blev så endelig dagen, hvor jeg kom “op på jern-hesten” igen! På en stille tur på 70-75% af max – oven på en jul og et nytår med alt for meget mad og alkohol – 2 kg tungere end for 4½ måned siden. Jeg har købt mig en hometrainer nu – fået det hele gjort klar – skiftet til træningsdæk – fundet den rigtige Netflix serie (Orphan Black), og så var der ingen undskyldninger længere  – og det var på træningsplanen allerede i tirsdags, men blev først effektueret i dag.

NØJ hvor var det stygt! – jeg fik ondt på inderlårene og i rumpetten efter 3 minutter og svedte tran i kælderen i en hel time! Tilgengæld var jeg stolt af mig selv og over at jeg kom i gang – og “Always TRI” og “Alt tæller”  det er trods alt mit mottoer 🙂

Facebook mindede mig i dag om, at det var 3 år siden, at jeg købte min første våddragt og vel officielt der, jeg følte mig som “rigtig” triatlet. Der er trods alt løbet lidt “vand igennem våddragten” i de tre år, selvom jeg følte mig som nybegynder igen – derned i min “Mamas Cave-kælder” i dag…!