Monthly Archives: januar 2018

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Når jeg løber til og fra arbejde

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.

Indendørs og udendørs

En søndag som jeg bedst kan lide den:

Carla spillede indendørsstævne fra morgenstunden med sit nye hold – u13-1. Hun var fuld af energi og dynamik og det var vildt fedt at se dem i action sammen:-) Hun er tilbage i trøje nummer 9, men hun savner lidt nummer 13:-)

img_0542-1Hjem og svinge en støvsuger og så ellers afsted på en fantastisk tempotur på 12,5 km på 59:43 rundt om Herstedhøje i jagten mod PR ved Hamborg Marathon: 3 km opvarmning, 2 km pace 5 min/km, 2 km pace 4.45 min/km, 2 km pace 4.30 min/km, 2 km pace 4.20 min/km, afjog hjemad.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

ALOT nytårsfest

Lørdag aften var festlig – min fjerde nytårsfest med ALOT. Jeg husker ret tydeligt min allerførste fest for 3 år siden, hvor jeg nærmest ikke kendte et øje og kun havde været til svømning et par håndfulde gange. Det var en god “investering” at tage til fest og lære lidt flere klubkammerater at kende. Der er rigtig mange medlemmer som har været med i mange år, og der kommer gode nye til. Jeg kender næsten alle navne, og vi har haft så mange gode race- og heppeoplevelser, indforståede snakke og fede, hårde, sjove træninger sammen.

Før festen var der generalforsamling og ekstraordinært valg til bestyrelsen. Før jeg så mig om, havde jeg fået meldt mig som Bestyrelsessuppleant. Det er en sund klub med en fornuftig økonomi og mange gode kræfter, der løfter i flok. Beretningerne fra formanden og udvalgene fra året, der er gået indeholdt mit navn flere gange: klubmester, IRONMAN og vinder af Stevns. Blev helt småstolt…

Fremragende mad kreeret af Esben, Carolines mand og god snak og hygge med Rikke, Caroline og Katrine.

Jeg fik drukket lidt vel meget af den gode Valpolicella og danset mine fødder ihjel mest med Katrine. Vi var en lille flok, der efter oprydningen ikke kunne nøle os sammen til at tage hjem, så den var mere end 3, før jeg slingrede hjem.

Alot of party med de allerbedste. Årets fest med klubben er et sikkert hit.

Alle foto af Gitte Vognsen

Søndag stod den på fødselsdag hos min svoger på Frb – lidt ondt i håret… Liva ville gerne heppe på sit baskethold, så vi satte hende af et par gader derfra og hun fandt selv over til os bagefter. Hun kan stadig ikke spille med. Hun bliver svimmel og hendes holdkammerater er bange for at ramme hende. Hun har kun været i skole en enkelt gang i år – et par timer i fredags, og vi kæmper med at få fat i de professionelle, som kan hjælpe os videre med hjernerystelsen. Det er snart 3 mdr. siden påkørslen og hun sover stadig meget og længe. Vi bliver kastet rundt imellem læge, hospitalet, kommunen, fysioterapeut og psykolog. Skal rykke flere gange for henvisninger til de rette steder og tiden går bare imens… Det er så frustrerende ikke at vide, hvordan vi hjælper hende bedst.

Carla er i ugen, der er gået blevet rykket fra sit U14 talent pigehold i Brøndby til U13-1. Det var lidt med blandede følelser. Efteråret har været svært for hende på U14. Hun er jo bare lige blevet 12 og er en lille hurtig spirrevip i forhold til mange af de større og ældre piger. Ofte har hun følt at de andre var bedre end hende og holdet er fordoblet i antal så konkurrencen har været hård om pladserne – både til træning og kamp. Omvendt har hun ikke haft lyst til at forlade holdet pga. det sociale. Men nu er 5 piger fra det oprindelige hold blevet rykket samtidig og det er meget godt at følges med nogle man kender 🙂

Hedelandsløb

Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.

Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).

Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.

Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)

Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !

Jeg kommer igen i Hedeland:-)