Sådan en lillejuleaften starter helt fantastisk, når man mødes med yndlings-Amalie og Hepper Lars og kører en tur til Amager Strandpark for at løbe et lille marathon i stærk blæst fra øst sammen med ca 100 andre løbere til Ø-marathon – jul på øen: et Cannonball sammen med en del “Marathon klub 100 løbere” og lokale Amager Motion løbere. Og så var vi 6 fra ALOT: Christina, Rikke, Denni, Jan, og Søren og mig.

Jeg fik også hilst på Kristine, min første bankrådgiver tilbage fra mine Amagerdage, da Mark og jeg skulle til at købe hus. Så hyggeligt. Et fællesfoto og så var vi klar.

Kl. 10  gik starten ved at alle satte urene i gang. Depoterne havde vi selv medbragt – mit depot var i min rygsæk på bænken foran klubhuset. Vi skulle løbe 8 omgange a 5,3 km langs Amager Strandpark. Jeg tog en gel fast hver ½ time, mens vi løb, en salt stick hver time og drak lidt vand eller saft i depotet på hver runde.

Der var kraftig vind fra øst allerede fra morgenstunden. Så den kunne vi da godt mærke flere udvalgte steder på ruten, hvor blæsten rigtig fik fat. Amalie med nissehue og jeg havde aftalt at følges hele vejen rundt og de første 5 runder, sludrede vi. Mega hyggeligt!

Jeg havde en lille smule “trætte-knæ-krise” ved 23-26 km, men jeg glemte det igen.

De sidste 3 runder satte vi musik på, og stille og roligt begyndt vi at hente nogle af Klub 100 grupperne. Vi kom i “mål” (altså tilbage til klubhuset) efter 8 runde i bedste cannonball stil efter 3 timer og 56 minutter. Vi havde holdt en snurrelige fart på 5.25 pr km og brugt et minut i depot 7 gange.

Så var der kolde juleøl, gløgg og æbleskiver i klubhuset (jeg drak kun en ½ øl, skulle jo køre hjem). Alle der havde medbragt en pakke, må tage en pakke fra gavebordet:-)

Hjemme på Vestegnen stod den på karbad med portvin på kanten efterfulgt af spil med yngsten – og hunden var væltet ved vores side 🙂

Onsdag var der “markedsføring” indlagt på løbeturen for både 40 minuttershold og 10 km holdet med ALOT. Vi var trukket i jule-løbe-outfittet (mit havde indlagt lyd med bjælder) og løb ned til juletræet i midtbyen i Albertslund, hvor vi med skønsang dansede rundt om træet et par gange og tiltrak os en vis opmærksomhed med alt vores røde tøj, pandelamper og lyskæder:-)

Det var godt at komme afsted i dag, for jeg nåede ikke løbetur og den fælles jule-sauna-gus i går. Jeg var først hjemme fra arbejde kl 19.30 i aftes, da vi havde en lille forsinkelse til en stor eksamen på Metropol i vores digitale eksamenssystem. Så arbejdet trak ud…

Pigernes sport er også juleramt: Carla havde fællesspisning med u14 talent fodboldholdet i Brøndby mandag aften sidste gang før jul. Der er kommet mange nye spillere til fra andre klubber og ingen kan vide sig sikker efter jul. Det er med blandede følelser og noget afventende at Carla går på juleferie… Det er hårdt som 12-årig at have været en del af et hold i mere end 5 år og så pludselig være på vippen fordi der skal talentudvikles. Carla vil bare gerne spille fodbold…

Det går (måske) lidt bedre med Liva ovenpå hendes påkørsel for 8 uger siden. Hjernerystelsen driller hende stadig meget (lysfølsom, koncentrationsbesvær, pludselig træthed, svimmelhed…) og hun er stadig kun et par gange i skolen om ugen – et par timer af gangen. Hun sover mindre til middag, men stadig meget længe!

Hun forsøger at tage afsted til basket ind imellem – ikke nødvendigvis for at træne, for det kan hun sjældent, men bare for at kigge på og være en del af fællesskabet. I dag var der juleafslutning og hun trænede lidt med – succes med nogle øvelser, men også behov for at lægge sig og stemple ud…

På lørdag skal jeg sammen med knap 100 medløbere løbe Ø-Marathon, “jul på øen” – på Amager. Min dejlige veninde Amalie og jeg skal løbe sammen og sludre og det glæder jeg mig til. Der kommer også en del fra Alot. Der er pakkeleg, gløgg og æbleskiver efter løbet, som er et Cannonball, hvor vi selv tager tid og har forplejning med. Så kan julefreden sænke sig bagefter.

Vi fik våde fødder, da vi krydsede snefrosne mega vandpytter på markerne – herlig søndag morgen:-)

Jeg havde en dejlig træningsdag i går! Jeg arbejdede hjemmefra og efter en tidlig start i nattøj foran PC’en, trak jeg i løbetøjet ca kl. 10.

Det havde sneet med årets første (meget våde) tøsne igennem natten og skoven var næsten hvid.

Jeg havde taget trailskoene på og løb i ret dybe pytter af våd vandsne. Stille og lækkert – 10.3 km.

Hjemme bag skærmen igen lod jeg løbetøjet tørre foran brændeovnen med Liva på sofaen, som stadig ikke kommer meget afsted i skole pga. hjernerystelsen. Vi er glade, hvis hun kommer af sted et par timer et par gange om ugen.

Tidlig aftensmad kl. 17 og afgang 18.30 til dagens anden løbetur med Tanja i mørket før svøm. Planen var yderligere 10 km, men den våde sne var blevet til sort is, så vi skøjtede rundt på stierne rundt om Tueholm sø med gns.fart på 6.35 pr.km med høje hviin ind imellem, når underlaget pludselig spillede os et pus. Uha det var glat! 8.1 km blev det til.

Svømning stod på knap 2000 m blandede stilarter og teknik, og til sidst en del sprinter. Godt brugt tog jeg glad hjem og nød et glas gløgg og en julesmåkage inden jeg væltede i seng.

December er skøn.

Tilbage i 2007 var jeg til eksamen på mit andet modul på det, der dengang var Diplomuddannelsen i Uddannelses- og Erhvervsvejledning. Det var en solrig dag i maj – tirsdag efter pinse og efter endt eksamen tog jeg til bisættelse af min elskede morfar. Det var i sig selv en svær dag at komme igennem. Oven i det var min kusine som jeg betragter som en søster dagen før nedkommet med 3. barn 10 uger for tidligt og de første dage var kritiske.

Det havde været et forfærdeligt – ja rædsomt forår. Jeg havde mistet min moster til en hjerneblødning i februar, kørt fuldtidsjob og 2-3 bijobs, havde små børn på 1 og 3 år, som på skift havde haft skoldkopper, og jeg havde oveni dette været deltids-studerende et lille års tid. Jeg var også blevet opereret for en seneknude på min ene vrist på foden og kunne derfor ikke løbe. Min kalender var ofte trippel-booket og jeg havde altid en plan A, men det blev plan F, der blev gennemført.

Den tirsdag gik jeg ned med et brag med stress, men jeg vidste ikke, at det var stress før flere måneder efter. Jeg blev sygemeldt, brugte tiden på at hyle, kunne ikke overskue at røre i en gryde og var ikke mange sure karklude værd. Langsomt forstod jeg, at alle de tegn, jeg havde mærket igennem længere tid alt sammen hang sammen med, at min krop var stresset: min uro i kroppen, hjertebanken, trykken for brystet, tics ved øjet, svigtende hukommelse, svimmelhed, blodsmag i mund, susen for ørerne, manglende menstruation. Jeg følte mig fremmedgjorthed i min egen krop og socialt hæmmet: hvordan var det nu man small-talkede? Hvordan taler man med mennesker man ikke kender? Alt hvad jeg plejede at være god til, var jeg pludselig elendig til…

Selvom min seneknudeoperation helede fint, kunne jeg ikke løbe den periode: Jeg kunne ikke få luft langt nok ned i lungerne – jeg fik en trykken for brystet hver gang jeg forsøgte at løbe. Jeg nåede kun lige ned af vores lille vej før jeg måtte give op igen. Så jeg forblev i ro – min krop fortalte mig med meget store bogstaver, at jeg skulle geare seriøst ned!

I løbet af efteråret og vinteren 2007 vendte jeg langsomt og med baby-steps tilbage til mit daværende arbejde takket være en fantastisk chef, som forstod at (god) tid var nødvendigt. Omkring årsskiftet var jeg tilbage på nærmest fuld tid – efter 7 måneders sygemelding.

Og hvor vil jeg så hen med al den snak om stress?

I de 10 år, der er gået siden 2007, har jeg naturligvis fået arbejdsevnen og glæden tilbage ved løb og tilrettelagt en mindre ambitiøs hverdag. (Nogen vil nok mene den stadig er ambitiøs men jeg kan styre den og kontrollere den i modsætning til sygdom og død). Men hver gang jeg har mistet familiemedlemmer eller været presset af sygdom, har jeg mærket min tic ved øjet, som et lille advarselssignal om at geare ned. Og den lille tic, er jeg taknemmelig for. Jeg lytter til den hver gang – aflyser arrangementer, siger nej tak, omprioriterer og stempler ud.

Jeg har været studerende af flere omgange siden da og langsomt stykket en hel diplom sammen med merit, individuel- og realkompetencevurdering – og min krop har tydeligt kunne huske, hvordan foråret 2007 var – hver gang jeg har skulle til eksamen. I 2013 var jeg nede og bide i græsset igen – og sygemeldt et par måneder med stress – det er altså noget, jeg har tendens til, hvis ikke jeg passer på.

Så glæden her i 2017 er PÆNT STOR, nu hvor jeg netop har afsluttet mit afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse i går – på Livas fødselsdag og med et 12-tal – UDEN at mærke disse stresssignaler endda på trods af at min lækre teenagedatter blev påkørt midt i det hele. Der var et par dage, hvor jeg kunne mærke, at jeg skulle blive hjemme hos Liva og se hvor langt, jeg nu kom med opgaveskrivningen – men heldigvis kunne dette lade sig gøre – med hjælp fra endnu en forstående chef (har vist været heldig med mine chefer – sådan helt generelt)… Jeg har heller ikke mærket stress-tegn i hele træningsperioden frem til Ironman.

Det gør mig SÅ glad, at jeg er blevet bedre til at lytte til krop og hoved med alderen og erfaringen. Og så er følelsen af lettelse, stolthed og begejstring over at have sat nogle seriøse flueben i 2017 heller ikke helt ringe… 🙂