Monthly Archives: november 2017

Cannonball Marathon lillejuleaftensdag

Weekenden spenderes i sommerhuset og vi har haft et par dejlige dage med selskab i mange aldre: fra fredag til lørdag havde jeg min veninde Amalie med inkl hendes datter Caroline, som Liva har gået i klasse med. Og Regitze fra Carlas klasse havde vi også fornøjelsen af.

Efter en smuk morgentur ved vandet med hunden, spillede vi spil og drak the. Så trak Amalie og jeg i løbetøjet og løb smukke 13.5 km i solskin og stille vejr. Luksus.

Da vi kom hjem, havde Carla og Regitze lavet vafler. Min svoger kom med mine niecer, og vi hyggede med kaffe. inden Amalie og Caroline kørte hjemad.

Amalie og jeg nåede lige at melde os til et hyggeligt Jule-Marathon på lillejuleaften. Vi skal til Amager og løbe Cannonball med efterfølgende gløgg og æbleskiver og pakkeleg. Vi skal løbe med nissehuer og sludre hele vejen rundt:-) Det bliver mægtigt!

Jeg kan godt mærke, jeg er OFF season nu. Der bliver spist mere, drukket rødvin i weekenden, sofaen med strikketøjet trækker godt i mig, og der er røget et par kg ekstra på siden i sommer. Jeg tager det ikke så tungt, de skal nok forsvinde igen efter jul, men lige nu nyder jeg at slappe af.

Det er skønt at tilbringe tid sammen med ungerne og stroppe lange ture med hunden. God lækker afslappende weekend på alle parametre!

Sport og arbejde

Normalt skriver jeg om min sport og familieliv her på bloggen. Men jeg har jo også et arbejde:-) Og de to ting påvirker sjovt nok hinanden.

Jeg arbejder på Professionshøjskolen Metropol, som fusionerer med søsterinstitutionen UCC pr 1. Marts næste år. På fusionsinfo.dk kan vi (ca 2000 medarbejdere) på tværs af institutionerne følge med i fusionen – og den kommende tid møde gode folk på tværs af organisationen, der fortæller om deres arbejdsliv. Første portræt er af undertegnede, som Stine Munk Rasmussen har begået:

Kend din kollega.

“Denne gang har vi mødt Mia, som er en systematisk tænkende langdistance-junkie.”

Fakta: Mia Mørkeby Johnsen, 41 år og specialkonsulent i Studieservice på Metropol, hvor hun har arbejdet siden 1. januar 2010.

Hvad optager dig for tiden på arbejde?

”Jeg er projektleder i Studieservice, hvor jeg har et væld af forskellige opgaver. De handler fx om komplekse it-systemer og de mennesker, der skal bruge dem – det er derfor ofte mig, der har overblikket, når det handler om udvikling og vedligehold af vores systemer. Fx arbejder jeg helt konkret for tiden på at implementere vores system til digital eksamen. Metropol bruger systemet WISEflow, som UCC i øvrigt også gør.

Jeg arbejder også med handleplaner – fx er vi i forbindelse med fusionen i gang med at kortlægge en række arbejdsprocesser.

Derudover har jeg netop afleveret mit afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, så det har selvsagt fyldt en del.

Fagligt er jeg optaget af mødekultur – det er faktisk også temaet for min hovedopgave. Hvordan afholder vi bedre og mere givende møder? Hvordan faciliterer vi møder og arbejdsprocesser mest effektivt?”

Hvad ville du gerne være som barn?

”I de ældste klasser i folkeskolen drømte jeg om at blive journalist eller tolk. På en måde er jeg gået i den retning, da en stor del af mit arbejde handler om at ’oversætte’ komplekse systemer til hverdagspraksis.

Når jeg ikke går på arbejde, er jeg en dedikeret løber og triatlet, hvilket jeg blogger om på miathlon.com. På bloggen får jeg afløb for min journalistiske åre og sætter ord på en stor passion for mig. Langdistanceløb og triatlon er en kæmpestor del af mit liv – fx gennemførte jeg en IRONman i sommer efter et langt forløb med hård træning.”

Hvor er dit yndlingssted på arbejde?

”Jeg løber ofte til og fra arbejde – det er en god tur på 13 kilometer hver vej. Efter sådan en omgang trænger man til ny energi. Ofte ender jeg i vores kantine Bistropol, hvor jeg køber en firedobbelt café latte med ekstra varm sødmælk – så er dagen sparket i gang med et ordentligt ryk.

Jeg er på fornavn med Bistropols barrista, og han ved præcis, hvordan jeg skal have kaffen serveret.”

Overspringshandling eller gulerod?

De sidste 10 dage har stået i “jeg-skriver-afgangsprojekt-på-diplomuddannelse-og-jeg-har-ikke-noget-liv-og-faktisk-lidt-ondt-af-mig-selv-følelsens” tegn.

Jeg har derfor været hjemme på min egen matrikel i næsten 2 arbejdsuger, først i kølvandet af Livas påkørsel for at passe hende og dernæst for at skrive opgave. Det går langsomt fremad med min store pige, selvom hun er lidt utålmodig efter normale tilstande. Hun har stadig ikke klaret en hel skoledag og trækkes med at falde i staver, koncentrationsbesvær, voldsom træthed og er ør i hovedet og øm i kroppen. På den måde har det været lidt held i uheld, at jeg skulle være en del hjemme i disse dage – hun har ikke skulle være mange øjeblikke alene hjemme.

Livas påkørsel trak naturligvis mine tanker væk fra mit afgangsprojekt og pludselig var der gået en uge, hvor jeg skulle have produceret opgave. Jeg var en uge bagud! Det er lang tid, når der kun er 15 uger til projektet. Men sådan lå landet altså.

Jeg havde for længst planlagt 2 ting lidt oveni min opgaveskrivning – nemlig et minicruise til Oslo med familien fra i søndags til tirsdag og en tur til Orø med gode venner i sommerhus fra i fredags til lørdag. Oslo var smuk, stille, solrig og tiltrængt for hele familien oven på begivenhederne den sidste tid. Og da jeg nåede til fredag i min skriveensomhed hungrede jeg efter selskab og adspredelse. Jeg har helt glemt hvordan studielivet er! Men pludselig var jeg presset på tid fordi min plan var skredet.

Den uge, der nu er gået har derfor stået på opgaveskrivning fra 8-22 kun afbrudt af mad, hundeluft og praktiske gøremål med Liva. Og løb: Jeg har brugt løbeture som en belønning eller en opladning: “Når du har skrevet det her afsnit, som skal være på ca 4-8 eller 12 sider, SÅ må du løbe en tur og få inspiration, så du kan skrive et afsnit mere!”

Det virker ganske enkelt fantastisk: De ting jeg lige havde haft lidt svært ved at få skrevet, eller ikke kunne se en løsning på blev ordnet derude i skoven. Jeg fik nye tanker, jeg fik sat system i det, der var kaotisk og gemt det, der skal gemmes til den mundtlige eksamen. Det har ikke været hver dag, jeg egentlig syntes jeg havde tid til en løbetur, men det gav mening hver gang, jeg kom afsted.

Så da der pludselig blev annonceret et klub-trail-løb søndag morgen – på min sidste hele skrive dag, skulle jeg så slå til? Ville det være overspringshandling eller gulerod?

Min reviderede skriveplan var bygget op om, at jeg skulle have et færdigt første udkast af hele opgaven klar, inden jeg tog i sommerhus fredag. Så i dag skulle jeg læse hele opgaven igennem fra ende til anden og lime det sammen, der ikke hang sammen inden aflevering på tirsdag… Så kunne jeg da godt liiiige nå en skovtur med ALOT, ik?

Vi mødtes knap 20 fra ALOT lidt over 9 i skoven til Ebbes udgave af et fødselsdagsløb. Med nummer på maven og det hele! Man konkurrerede i 2 kategorier – over 49 år og under 49 – i anledningen af Ebbes sidste dag som 49-årig.

Skoven var mudret og single tracket vådt – vi løb en runde af 1,4 km – så langt vi kunne komme på 49 minutter.

Det var skide skægt og ret så hårdt, og jeg havde Thomas i hælene det meste af vejen rundt. Efter løbet var der stående fødselsdagstraktement i Ebbes have med boller, lagkage og varm kakao. Den helt rigtige ALOT ånd 🙂

Hjem til opgave-gennemlæsning som varede helt til kl. 19 og nu er jeg mega øm – har ikke løbet trail i mere end et år.

Der var kun en enkelt fantastisk overspringshandling mere: en tilmelding til Hamborg Marathon 29. April med de to skønneste damer: Katrine og Caroline. Så min Mallorca-makker og min swim-run makker og jeg tager afsted på forlænget weekend. Det er en herlig gulerod!

Opgaven er nu næsten afleverings-klar med de mangler sådan en nu indeholder, når planen skred – pyt – jeg skal ikke have 12, jeg skal bare bestå…

Foto/ Kim Vognsen – altid på pletten, tak Kim!

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!