Zombieløbet i billeder
Leave a reply
Monthly Archives: september 2017
Zombier i mudder til knæene
Zombieløbet i Vallensbæk Mose er en af pigernes store begivenheder herhjemme – på højde med Halloween, fødselsdag og jul. Der bliver planlagt outfit og rolle i dagevis, og det var med dejligt mange forventninger til en dejlig dag, at vi 3 piger tog af sted søndag morgen kl. 8.30 – mod Zombieland for en dag. Yeah!
Det “sjove” er, at ingen af os ser zombiefilm eller -serier, men når 1200 løbere og 400 zombier samles i en meget våd og mudret mose, må vi da være med – igen!
NBA zombie
Pyjamas zombie
Jeg havde meldt mig som frivillig i nummerudleveringen igen – løbets nerve, hvor alle zombier og løbere skal checke ind. Der er høj puls, god musik og masser af smil, og der var flere gode klubfolk, der var med som frivillige.
Selvom det startede med støvregn, kom solen da løbet startede kl. 11 og TV2 News var med. Tror også, at de lokale hunde- og barnevognsluftere fik sig lidt en overraskelse ved Tueholm sø over at befolkningen var skiftet lidt ud hen over natten….
Ca. 13.30 var presset taget af nummerudleveringen og jeg kunne hoppe i løbeskoene og løbe ruten. Der var garanti for våde fødder oven på en meget våd september. For bare en uge siden var området for løbet helt oversvømmet. Derfor var der også dejlig meget mudder og meget single-trail-løb på smalle stier med huller og brændenælder og et par stejle skrænter. Det er lige sagen – det er helt umuligt at undgå at få taget sine “liv”, og jeg fik også flere lækre zombiekrammere, fordi jeg kom til at løbe direkte ind i nogle af dem – sådan noget blod og slim klistrer lidt når man krammer dem .-)
Det imponerer mig hvert år, hvor meget der bliver gjort ud af det! I år var der flere zombier i kørestole – både nogle der benyttede kørestol i dagens anledning, men også et par børn, som bruger kørestol til daglig. Uha de var spooky! Jeg fik flere gode hvin – også et godt skrig lige før mål, hvor en zombie havde gemt sig bag et barn i kørestol.
Der var såkaldte “Safe-Zones” på ruten – dvs. zoner der var langt fra sikre – tværtimod fulde af zombier i mørke labyrinter, hvor de tog godt fat i løberne. Ikke for sarte sjæle…
Jeg slutter som nr 4 ud af 386 kvinder og nr 17 overall ud af 974. Ikke at det er vigtigt eller noget jeg løb efter – for jeg havde travlt med at grine og hvine 🙂
Kort efter jeg var i mål begav Mellanie og jeg os ud på ruten igen for at lukke ruten som sidste løbere og for at give zombierne besked om, at løbet var slut. De var noget slidte på stemmebåndene af at skræmme løbere og stjæle liv i timevis.
Vi mødte bl.a. en der var gravid i virkeligheden (!) med en blodig mave og også en dame, som reelt manglede noget af sin arm og havde lavet den til en blodig stump i dagens anledning – supercool at bruge virkelige fysiske forhold i udklædningen.
Vi indhentede de allersidste løbere, som kæmpede med den mudrede og våde rute, mens vi tog flag op og fjernede afskærmningsstrimmel, så vi endte med at gå det sidste stykke hjem.
Det er 3. år i træk, vi er med. Carlas første oplevelse med Zombieløbet i 2015 var som løber og lidt overvældende for en 9-årig. Læs med “Zombierne kommer – løbe for “plastik-snip-livet” og sidste år var Liva også med – begge piger som zombier i Zombieløbet 2016
Og vi kommer helt sikkert igen til næste år!
Spontan Cph Half i skybrud
Jeg har prøvet flere ting i dag, som jeg ikke har prøvet før:-)
For det første: En spontan halvmarathon – startnummer tiltusket på Facebook i går … stortset samtidig med, at jeg skænkede et glas rødvin. Jeg plejer altid at nyde at glæde mig til mine stævner, men jeg havde ikke mulighed for at deltage i Cph Half, fordi jeg havde en anden dejlig aftale om at passe niecer. Den blev imidlertid aflyst pga sygdom og så kom trangen over mig i går. Københavns gader fulde af fest! What’s not to like!
For det andet: jeg havde hverken spist eller drukket, som man bør op til langdistance og som jeg plejer dagene før, men pyt, det behøvede ikke gå stærkt.
I morges stod jeg derfor i Fælledparken kl 9.30 efter at have hentet startnummer og jeg hed da Thomas i dagens anledning (tak Linda:-))
Solen skinnede herligt og varmede endda. Jeg nød Sussis gode selskab (min partner in sports-crime fra mødregruppe anno 2005-06) og et par skønne klubkammerater fra ALOT.
I startfeltet fandt jeg træner Jeanne og hendes bror. Vi placerede os i sluttid mellem 1.40-1.45 og ville se hvad benene kunne holde til.
Det gik super fint med tempo ca. 4.40 pr km frem til 9 km og jeg fik smækkys af niecer og søs ved Frb Center 🙂
Men så faldt hastigheden, men jeg var fuldstændig ligeglad, for det var bare fedt at løbe:-)
Ved indre by begyndte himmelen at trække sammen og åbnede sig med gevaldige lyn og larmende torden lige oppe over vores hoveder ud over Østerbro. Så kom regnen og den fulgte os i mål de sidste 4-5 km.
Jeg løb og smilede stort set hele vejen – come rain or shine! Ved godt, at torden er farligt på åbne pladser, men jeg er bare så vild med at være i elementerne, og det var godt nok skruet op for “special effects” i dag. Jeg følte mig heller ikke i fare, mens vi løb mellem Østerbros bygninger.
Op af Østerbrogade tog regnen til, og da vi svingede op af Øster Allé brød helvede løs. Gaden blev erstattet af en flod, hvor hagl flød i vandoverfladen, og vi fik de koldeste frost-fødder. Vi løb i vand til midt på læggen uden chance for at se, hvor kantsten mødte cykelstien. Eller andre ujævnheder. Det var så skørt. Og fantastisk – og lidt farligt…
Så … for det tredje: Jeg har aldrig prøvet en målstreg under vand før!
Jeg kunne godt høre i højtalerne at fokus var lidt et andet sted, end på, hvem der kom i mål- der var en mindre undtagelsestilstand i målområdet. Der blev talt om, at vi ikke skulle stoppe, men fortsætte og forlade området osv.
Da jeg gik ind i Fælledparken med mine frosne tæer, var også den fuldstændig oversvømmet og lignede en mose.
Jeg hentede bare min bagage og gik mod min bil, som var parkeret på mit arbejde. Alle rystede på hovedet til hinanden. Jeg spiste en skønt æble og en våd kanelgiffel. Fik spontant den idé lige at snuppe en hurtig skyller og få tørt tøj på, inden jeg kørte hjemad. Jeg har håndklæde osv liggende fast på arbejde. Det blev jeg glad for )selvom der kun kom koldt vand ud af den weekend-lukkede-varme hane) da jeg kørte hjemad og det tog en evighed at komme hjem. Vejene var oversvømmede eller fulde af hagl.
Tagensvej hvor jeg holdt for rødt
Billede fra målområdet lige efter jeg kom ind. Kaos med ambulancer, damp fra varme løbe-kroppe og kold hagl-suppe!
Min telefon kimede og bimlede hele vejen hjem: flere ville høre, om jeg var ok. TV2 news kørte åbenbart en “Breaking news” om, at der var flere tilskadekomne under løbet bla ramt af lyn, og mens jeg sad i bilen på vej hjem, blev resten af løbet aflyst pga sikkerhedsmæssige udfordringer.
Ja ja… at være spontan giver så sandelig oplevelser! Kommer i mål i 1.44. som nr 639 ud af 7098 kvinder.
Ironman-blues?
Det er snart 4 uger siden, der var Ironman. Jeg har hørt en del om “Ironman-blues” – det hul man kan falde ned i, når alt det, man har arbejdet hårdt på at nå frem til, pludselig er overstået og hverdagen “rammer” igen. Antiklimakset.
De første 2 uger efter IM drønede hverdagen bare derudaf. Hverdagsaftenerne var fyldt med forældremøder, udebanekampe med Carla med hunden på “slæb”, fordi de faldt på dage, hvor Mark arbejdede sent, et par aftaler med veninder, som jeg havde skubbet foran mig bl.a. min fødselsdagsgave fra sidste år fra Amalie. WAKE boarding på en kabelbane i CPH-cable park på Refshaleøen. Vildt skægt 🙂
Med andre ord var følelsen af at “lande” slet ikke til stede. Jeg var ligeså meget hjemmefra, som mens jeg trænede – bare til noget andet.
I weekenden d. 1.-3. september skulle jeg fejre fødselsdag. Inden IM havde min veninde Stine skubbet lidt til mig og foreslået, om ikke jeg snart skulle holde en dame-sommerhus-fødselsdag. Jeg havde først pure afvist det – kunne ikke overskue det – men i takt med at træningen trappede ned, kom lysten til at samle de damer, jeg har forsømt det sidste år.
Så fredag kom i alt 10 damer til tapas og bobler i sommerhuset, og det er længe siden, jeg har hygget mig så gevaldigt. Og det gjorde gæsterne så sandelig også 🙂 Vi nåede alle følelsesregistre igennem i relevante og vedkommende snakke, hvor debatten til tider gik højt for sig – og det endte med dans i bare tæer med hunde i favnen og “grønlandsk kaffe” med ild i a la Caroline. Kl. 4 om natten/morgenen væltede vi i seng for at stå op igen kl. 7 (ikke af egen fri vilje, men fordi der blev grinet på et af værelserne)… Der blev bagt boller, nogle løb tur andre luftede hunde. De første tog afsted mod København, mens de sidste nåede en svømmetur i havet – for mit vedkommende meget lange 1000 m med Prosecco i både arme og ben…
Senere lørdag ankom min familie og så blev jeg også fejret af dem med mere havbad, skønt sensommervejr og dejlig mad. Det var en virkelig skøn weekend!
Med andre ord er det først de sidste knap 2 uger, at normaliteten er ved at brede sig. På arbejdet er jeg startet på afgangsprojekt på Diplom i Ledelse, som afsluttes i november. Det bliver dejligt at sætte det punktum. Og jeg nyder at beskæftige mig med noget andet end træning – af mere faglig karakter. At fordybe mig i mit arbejde igen, som jeg også synes af have forsømt en smule.
Jeg fornemmer, at jeg stille og roligt bliver mere udadvendt igen. Kan rumme min dejlige mand igen og tænke tanker som ikke handler om træning. Glæde mig til andre ting end træningsrelaterede ting. Kigge ud på livet igen, som ligger der klar og venter på mig.
Jeg nyder stadig at træne – når trangen kommer over mig – uden nogen fast plan. Jeg kan godt lide kontrasterne. Jeg kan godt lide træningsplanen, når jeg har den, men nyder også når den ikke er der. Langt det meste af min træning er lystbetonet, men ingen tvivl om at en plan ligesom sætter rammerne. Jeg går rundt med en følelse af lettelse over at det gik så godt d. 20. august og en genvunden frihed. Spøjst for det er jo ikke et fængsel, jeg har været i! Men selvvalgte rammer for mit liv. De sidste uger har nydt at tage min transportcykel på arbejde – i mit almindelig tøj – uden at skulle pakke skiftetøj og planlægge omvej på vej hjem. Jeg har ikke siddet på min TRI cykel siden 20.8.
Det har regnet i noget, der føles som uafbrudt de sidste 10 dage, så løbeturene har ofte været våde. Også i dag. Jeg løber i den fart, jeg har ben til på dagen. Presser kun hvis jeg har overskud. Mange ture på 10 km på omkring de 50 minutter. Jeg har ikke ondt i ben, knæ eller lign. men min mave har drillet mig lidt den sidste uges tid. Håber igen ikke det er Colitis Ulcerosa’en, der rør på sig. Den tanke får jeg altid, når min mave ikke arter sig. Men jeg kan vel godt have almindelig uro i maven som alle andre mennesker, uden det behøver være endnu et udbrud?
I næste uge starter min træningsplan frem mod 6-timersløb. Det er ok. Jeg tager det, som det kommer. Når det jeg når. Det skal være en god dag og vi bliver flere og flere, jeg kender som enten deltager eller er frivillige. ALOT familien er samlet og har inviteret gæster 🙂 Der kommer et par travle uger igen de næste 2. Der er seminar på job, og så skal jeg også en del i teatret den kommende tid. Min søster har dramatiseret SKAM på Aveny T og har samtidig også en forestilling på det Kongelige Teater, der hedder “Jeg løber”. Begge forestillinger glæder jeg mig meget til at se. Og så krydrer jeg det med en kollegatur til forestillingen “DJØF med løg(n) III”. Der venter mange gode oplevelser endnu, så jeg tænker, jeg holder den der Ironman-blues stangen for døren!
Træningsplan til 6 timers-løb
Sidste år tilmeldte jeg mig CPH ultra – et 6-timers løb, som ALOT arrangerer i Vallensbæk mose. Jeg blev væltet af min hund en lille måned før og var skadet som følge heraf i månedsvis. Jeg fik derfor lov til at udsætte løbet til i år. Læs Afmelding til 6-timers løbet
Året i år har budt på mange andre kæmpe oplevelser – både træningstur til Mallorca, Swim-run eventyr, og min Ironman. Alligevel har jeg valgt at beholde mit startnummer til det lange løb, som finder sted 28. Oktober – om knap 2 måneder. Jeg glæder mig faktisk allerede til det.
Jeg har ikke oplevet “Ironman blues” de sidste par uger, men nydt friheden fra træningsplaner, nydt at Ironman blev så veloverstået, som den gjorde og været virkelig taknemmelig for at min krop har fungeret fint efter strabadserne. Jeg nyder at gøre som det passer mig lige for tiden! Og der er endnu ikke kommet mere ro på hverdagen eftersom pigernes sport for alvor har taget fat – og de er i vælten 4-5 gange om ugen, krydret med diverse forældremøder osv.
Da Jeanne tilbød at udarbejde en træningsplan for de sidste 6 uger op til ultraløbet, sagde jeg pænt ja tak. Det er ikke en kedelig ting – det er dejligt med rammer. Jeg behøver ikke spekulere på om jeg gør for lidt eller for meget. Eller om jeg belaster. Der er tjek på det.
Uge 38: 18/9-24/9
- Mandag: 10 km incl. 4×4 min tabata 20 sek max/10sek jog. 500m lunt i mellem.
- Tirsdag: 10 km ca: incl. Tempo stykker
- Fredag: 15 km roligt (hjem fra job inkl. omvej)
- Søndag: 7 km Zombie løbet
Uge 39: 25/9-1/10
- Mandag: 10 km incl. 7 km progressivt. Start 5:10 og slut 4:15. Øg hver km.
- Onsdag: 18 km ca: ALOT træning incl. Tempo + løb frem og tilbage.
- Søndag: 18 km roligt i Sommerhuset
Uge 40: 2/10-8/10
- Mandag: 10 km incl. 3x2km med 5km pace. 2 min pause mellem.
- Onsdag: 10 km ca: ALOT træning incl. Tempo
- Torsdag: 26 km: T/r job roligt.
- Søndag: 13 km Eremitageløb fuld drøn.
Uge 41: 9/10-15/10
- Mandag: 10 km incl. 5x1200m 90%+, 2 min pause mellem.
- Onsdag: 18 km ca: ALOT incl. tempo stykker + frem og tilbage
- Torsdag: 30 min roligt jog
- Søndag: 21,1 km Sydkystløb i marathon pace + 8 km roligt før eller efter.
Uge 42: 16/10-22/10 ( Efterårsferie)
- Mandag: 10 km hygge
- Onsdag: 10 km incl. tempo stykker.
- Fredag: 25 km i Sommerhuset
- Søndag: 18-20 km marathon pace
Uge 43: 23/10-29/10 RACE WEEK
- Mandag: 7 km incl. 4x800m i 5km pace.
- Onsdag: ALOT uden tempo.
- Fredag: 15 min incl. 5×15 sek. Acc.
- Lørdag: Race day!! Gå i alle depoter og forsyn dig, dette helt fra starten. Læg ud under marathon pace, det er en lang dag:-)
