Monthly Archives: august 2017

IronMIAthlon i billeder

Jeg har efterhånden fået en del fine fotos bl.a. fra flere forskellige fantastiske heppere, så værsågod til min stolte Mor – her er 20. August i små billedcollager.

 

Morgenstemning fra skiftezonen [Gitte Vognsen]

Svømmestart [Caroline Myhre-Gregersen]

Op af vandet [Officielle fotos]

Cykling [Officielle fotos, Stine Lux og Bo Merris-Vejlund]

Løb [Gitte Vognsen]

Løb [Officielle fotos]

122_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_062459-10512308121_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_062458-10512307131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317133_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069609-10512319132_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069608-10512318137_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_080965-10512323136_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_080964-10512322124_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_062461-10512310123_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_062460-10512309135_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_073908-10512321134_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_073907-10512320

138_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_098152-10512324Målstregen [Officielle fotos]

Målområdet [Didde Kjerholt, Vicki Semelin og Politiken]

ALOT Powerzone after race [Gitte Vognsen]

målstreg2.JPG

Certificat med tider

Ironwoman på målstregen: »Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt«

ironman1

Foto: Lars Just

Af journalist Thomas Østerlin Koch.

Efter 227 kilometers svømning, cykling og løb kan Mia Mørkeby kalde sig Ironman

Da hun tager de første favntag tænker hun »lækkert vand!«.

De sidste meter før mål »smeltede det hele sammen«, og så begyndte tårerne at trille.

Mia Mørkeby kan efter at have tilbagelagt 227  kilometer på knap 11 timer kalde sig Ironman.

Det, der ikke måtte ske

Mia Mørkebys dag begynder allerede ved fire-tiden i morges. Hun smører sig tre boller, dobbelttjekker udstyret og tager derefter mod Amager Strandpark med en god følelse af, at alt forløber helt efter planen.

I startområdet gennemgår hun koncentreret de planlagte rutiner. Og efter et nøje timet toiletbesøg trækker hun våddragten op over skuldrene. Da hun trækker den tæt op til halsen, kommer hun til at rive vedhænget af sin halskæde.

Alt i Mia Mørkebys ansigtsudtryk siger, at det var lige netop det, der ikke måtte ske.

Med hænderne gennem hegnet hjælper et par veninder med at få vedhænget, der er formet som et 13-tal, på plads på Mia Mørkebys neopren-dækkede krop. Halskæden er en gave fra hendes mor, og den minder hende om datteren, der bærer nummer 13 på fodboldbanen.

ironman2

Foto: Mads Nissen

Det lykkes at få vedhænget på plads, og da veninder ønsker god tur, triller de første tårer.

»Jeg tuder, inden jeg overhovedet er kommet i gang«, siger hun og forsvinder ind i mængden af ensfarvede badehætter.

Svømmeturen går forrygende, og efter et skift til cykeltøj på et par minutter stryger hun ud på den 181-kilometer lange cykelrute.

ironman6.jpg

Foto: Lars Just

Den virkelig Ironman

Et par kilometer inde i den marathon-lange løbeafslutning har Mia Mørkebys mand Mark Johnsen taget opstilling sammen med døtrene Liva og Carla.

Sammen med Mia Mørkebys anden familie i Albertslund triatlonklub danner familien en tunnel af high fives.

»De fleste spørger faktisk, om det ikke er min far, som skal lave Ironman«, siger den ældste datter Liva på tretten, efter at moren er strøget forbi:

»Når jeg så fortæller, at det er min mor, siger de wow«.

ironman4

Foto: Lars Just

»Det er så sejt«, supplerer Carla på 11.

Mia Mørkeby har op til dagen race forklaret, at »den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«.

Siden november har hun gradvist øget sin træning. Hun begyndte med at ligge på omtrent otte timer om ugen. I den sidste halvanden måned op til løbet har hun trænet næsten 17 timer om ugen.

De månedlange forberedelser med utallige timers træning kan da også mærkes på hjemmefronten.

»Men det er jo noget, vi finder ud af«, siger Mark Johnsen.

De to døtre glæder sig dog begge til at se mere til deres mor.

»Det bliver dejligt, at man kan være lidt mere sammen med hende«, siger Carla.

Mens Liva med en tænksom mine konkluderer, at det nok også bliver rart for moren:

»Hun har nemlig også haft virkelig dårlig samvittighed over ikke at være der, så i virkeligheden er det nok hende, som bliver mest lettet«.

Og så er der lige det med de huslige pligter, forklarer pigerne og betoner opgaver som hundeluftning og opvaskemaskinetømning.

»Du ved godt, hvor dyrt det bliver«

Da Mia Mørkeby har passeret familien for anden gang, hiver en af klubkammeraterne fat i Mark Johnsen.

»Du ved godt, hvor dyrt det bliver«, siger klubkammeraten:

»Hun ligger på en tredjeplads i sin aldersgruppe og ligger lunt i svinget til en billet til verdensmesterskaberne i Hawaii«.

Beskeden bliver modtaget med lige dele stolthed og bekymring.

»Er det rigtigt?«, siger Mark Johnsen.

Klubkammeraten nikker.

Det hele smeltede sammen

Et par timer senere svinger Mia Mørkeby ind på den røde løber op til målet på Ofelia Beach med tårerne trillende ned ad kinderne.

Hun kom i mål som nummer syv i sin aldersgruppe.

Familien kan lige akkurat nå at omfavne hende gennem afspærringen.

ironman5

Foto: Lars Just

»Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt«, er det første hun siger med et anstrængt ansigtsudtryk.

»Du var sej, mor«, siger Carla efter at have kysset sin mor gennem hegnet.

»Det var jeg«, siger Mia Mørkeby, og tårerne triller igen.

Se artiklen på politikens hjemmeside

Politikens hjemmeside 20.8.17 og dagen derpå i avisen s. 2

»Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«

Mia Mørkeby deltager for første gang i en ironman søndag. Her fortæller hun, hvorfor hun udsætter sig for 11-12 timers strabadser i vand, på cykel og i løbesko.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman

Når Mia Mørkeby ligger i en våddragt i havet under træning, trækker hun en orange bøje efter sig. Træningskammeraterne holder øje med hinanden i vandet. Hun tager den røde dragt på, når hun skifter tøj på parkeringspladsen før og efter svømmetræning. Foto: Martin Lehmann

»Jeg tog beslutningen for et år siden, da jeg sammen med min klub, ALOT, Albertslund Løb og Tri, heppede på atleterne på den sidste del af Ironman Copenhagen. Vi havde en heppestation, hvor vi dansede rundt i klipklapper, drak sodavand, grillede pølser og heppede på vores klubkammerater og andre, der kom forbi.

Jeg blev grebet af stemningen. Jeg vidste godt, at tog jeg først derind og heppede, ville jeg få lyst til at gennemføre en ironman selv. Jeg havde dyrket triatlon et par år og følte mig klar til at træne mig op til den ultimative distance. Indtil da havde det været overkommeligt. Altså, jeg vil ikke kalde det let, men det var kontrollerbart og overskueligt op til en halv ironman.

Jeg kan godt lide at komme derud, hvor jeg ikke ved, hvad der sker.

blå bog.png

Det er interessant, fordi jeg lærer noget om mig selv og min krop. Jeg lærer også, at jeg kan mere, end jeg tror. Det har jeg prøvet mange gange i det her game. Selv når jeg tænker, at jeg har prøvet det her tusind gange, kommer jeg ud et sted, hvor det er overraskende hårdt og ekstra svært. Det er sjovt.

Jeg begyndte at løbe i 2001, da jeg lånte løbesko af en veninde og deltog i et 5-kilometer-løb for kvinder. Det var sådan, det startede. Efter det løb jeg i mange år og var glad ved det. Jeg løb flere halvmaraton og maraton og nød friheden af bare at kunne blive ved med at løbe.

Afhængig af en tilstand

Jeg er flowjunkie. Jeg kan lige så godt sige det. Jeg er dybt afhængig af den der tilstand i løb, hvor alt andet er lukket ude, og du kun løber. Jeg var spændt på, om jeg kunne tage den følelse med over i svømning og cykling også.

Der var flere, der drillede mig og sagde: Du laver da en ironman, inden du er 40. De spurgte, hvorfor jeg ikke dyrkede triatlon, for jeg cyklede til og fra arbejde og var god til at løbe og svømme. For tre år siden meldte jeg mig til en triatlon for kvinder i Brøndby med 800 deltagere. Jeg lånte en rigtig 80’er-cykel, pink og grå med gear nede på stangen. Det var øsende regnvejr, jeg svømmede i mit løbetøj og cyklede i løbesko.

Jeg meldte mig til en halv ironman og var nødt til at købe en rigtig cykel, sko og våddragt. Jeg har brugt omkring 30.000 kroner på udstyr. Det er mindre end mange andre triatleter.

Jeg kunne mærke, at triatlon var sjovt. Der er noget grænseoverskridende over det. Der er elementer af vind, vejr, fysik og teknik. Du kan punktere. Få problemer med kæden.

Jeg har joket med, at da jeg valgte ikke at få flere børn end to, måtte jeg gøre noget andet, hvor jeg kunne opnå den samme fantastiske bedrift som at føde. Jeg ville have den følelse af power igen. Måske var det en erstatning for ikke at få flere børn. På den anden side kunne jeg også få nogle flere børn. Det kan være, at det er mere givende på den lange bane.

Jeg bliver høj af træning og konkurrence. Jeg kommer i en tilstand, hvor intet handler om madpakker, hundeluftning og arbejdsopgaver. Jeg er bare i vandet. Jeg kan kun høre min vejrtrækning og koncentrerer mig om at navigere efter et punkt derude. Jeg er kun der. Jeg får en bølge i munden, jeg skovler en vandmand væk. Flow er, når man glemmer alt omkring sig og er i ro. Jeg glemmer tid og sted, selv om det er hårdt.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (1).jpg

Mia Mørkeby har siden november trænet mellem 8 og 17 timer om ugen for at blive stærk nok til en Ironman. Det har trukket store veksler på hendes mand og børn. Når de ser hende, er hun ofte på vej til træning eller er lige kommet hjem. Desuden er hovedet fuld af tanker om træningen. Foto: Martin Lehmann

Jeg startede i november på en ironmantræningsplan, som min personlige træner har lagt. Jeg vidste godt nogenlunde, hvordan jeg skulle træne, men havde brug for lidt mere struktur. I vinter trænede jeg 8-10 timer om ugen. Fra april 12 timer om ugen, juni 12-13, og i juli fik jeg en plan, der gik helt amok med 15-16-17 timers træning om ugen. Jeg tænkte, at det magter jeg ikke, samtidig med jeg skal holde ferie med mand og børn. Men det gik. De seneste uger har jeg trappet ned frem mod ironmanen søndag.

Min træning er fordelt mellem 60 procent cykling, 30 procent løb og 10 procent svømning. Det afspejler nogenlunde tidsforbruget under en ironman. Jeg kommer fra løb, så det har jeg blot skullet holde ved lige. Cykling har jeg skullet lære, der er meget teknik. Svømning skulle jeg også lære, men ikke fra bunden, jeg kunne svømme crawl, da jeg gik i gang med triatlon.

Nogle dage svømmer jeg om morgenen og løber til og fra arbejde; det er 13 kilometer hver vej. Det er vildt fedt at bruge transport som træning. Det tager 40 minutter på cykel fra mit hjem i Glostrup til mit arbejde på Tagensvej i København. Løber jeg, tager det en time og nogle minutter. Det er næsten gratis i tidsforbrug. Cykler jeg på arbejde, kører jeg en omvej ud omkring lufthavnen på vej hjem. Jeg nyder virkelig den der til-og-fra-træning, der ikke går ud over familien i samme grad som i weekenden, når jeg cykler og løber de lange ture.

Under min træning til ironman var min længste svømmetur 4-5 kilometer i en svømmehal. Min længste cykeltur var 5 timer eller 150 kilometer, og jeg har løbet 1,5 timer som det længste. Jeg arbejder 37 timer om ugen, men har efter aftale med min chef ikke lagt alle de arbejdstimer, jeg skal, mens jeg trænede til ironman. Jeg har et minus på et par timer om ugen. Jeg skylder alle steder: arbejdet, familien og vennerne.

Helt lavpraktisk er det min mand, Mark, der tager med vores datter til fodboldstævne, mens jeg cykler fem timer. Jeg løber til og fra arbejde, men det kan jeg kun, fordi han handler ind. Det er en evig forhandling. Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (2)

Der er en del grej at holde styr på, når Mia Mørkeby søndag skal svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe 42,195 km. Foto: Martin Lehmann

Det er ikke mig, der laver en ironman, det er os, selv om det er mig, der fysisk er i vælten og lægger træningstimerne og tankerne. Det er ikke kun træningstimerne. Det er også tiden omkring. Jeg pakker, vasker og kører. Jeg er væk to timer, når jeg skal svømme en time. Min mand står med lorten i alt det praktiske. Han er på forkant med alt i familien. Det er jeg ikke. Han har gjort, hvad han kunne, men han har også været ved at brække sig over det.

Min teenagedatter siger, at hun savner mig, og når hun vil snakke med mig om noget vigtigt, står jeg i entreen og er enten på vej ud eller er lige kommet ind. Eller også er mine tanker et andet sted. Jeg er så meget i en boble, hvor jeg kun kan tænke på træningen.

Jeg føler, at jeg svigter mine børn. Jeg har grædt over det og tænkt: Fuck, jeg gider ikke mere, det gør noget skidt ved min familie. Hvis det bare var mig uden Mark, pigerne, huset og hunden, var det anderledes. Så var det bare af sted. Trods omkostningerne gør jeg det alligevel, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg oplever det der flow og bliver høj af energi.

Jeg kan ikke dit-dut-dat

Min datter Carla på 11 er stolt og nysgerrig. Hun fortæller sine veninder og deres forældre, at jeg skal lave en ironman. Min datter Liva på 13 synes, jeg er væk hele tiden.

Forleden havde jeg lovet at vække hende om morgenen, fordi hun skulle til basketstævne. Jeg skulle lufte hund og kom skævt ud ad døren til min cykeltur, så jeg glemte det. Jeg kom i tanke om det under en punktering i Ballerup. Jeg ringede og vækkede hende og sagde, at hun måtte sige til træneren, at det var hendes dumme, latterlige ironmanmor, der glemte at vække hende.

Mit sociale liv har været ikkeeksisterende. Jeg er heldig at have venner, som gider indrette sig efter mig og gå tur med vores hunde, lige når jeg kan. Jeg har hele tiden sagt: Nej, jeg kan ikke dit-dut-dat, for jeg skal cykle, løbe og svømme. Mit sociale liv er med dem, jeg træner med.

Hvis du overvejer en ironman, så forvent ikke, at dine omgivelser forstår din passion og dine prioriteringer. Jeg er konstant blevet udfordret af mine venner og min familie. Jeg taler så lidt som muligt om træning herhjemme, for de gider ikke at høre om det. Den klarer vi i klubben, når vi sidder på cyklen eller står på en parkeringsplads ved Ishøj Strand og skifter til våddragt. Mit helle er min klub.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (3).jpg

Mia Mørkeby har lagt 60 procent af sine træningstimer på cyklen. Det er den disciplin, der tager længst tid under en ironman. Foto: Martin Lehmann

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan gennemføre. Jeg har i mit liv oplevet, at jeg lykkes med de ting, jeg kaster mig ud i. Også i triatlon. Jeg er god til det. Jeg vandt Stevns’ halve ironman i juni som bedste kvinde. Pludselig stod jeg øverst på podiet. Jeg er spændt på, hvilken oplevelse der venter søndag, og forventer, at det bliver hårdt, og at der kommer kriser undervejs.

En klubkammerat sagde forleden, at en hel ironman er fire gange så hård som en halv – jeg har gennemført en halv tre gange. Det koster fire gange så lang tid at træne til en hel. Der tænkte jeg: Fuck, du har tilmeldt dig, der er ingen vej tilbage. Men jeg har al træningen bag mig. Jeg har gennemført det lange og seje træk mod søndag.

Frygter et race from hell

Jeg frygter mest et race from hell med skybrud og punkteringer, lyn og torden, otte toiletbesøg i hækken på cykel- og løberuten. Jeg har en energiplan i dagene op til og under selve konkurrencen. Under konkurrencen tager jeg energigeler, spiser figenstænger, Snickers og lidt salt. På Geels Bakke står en klubkammerat med en bolle med Nutella.

Da jeg tilmeldte mig, aftalte jeg med min mand, at jeg kun kunne gøre det, hvis han og børnene står ved målstregen og på løberuten. Det har han lovet. Mine forældre og nogle veninder kommer også og hepper. Min drømmetid er et sted mellem 11 og 12 timer.

Jeg græder tit, når jeg kommer over målstregen. Nogle gange er det til bittesmå stævner. Det er så hårdt at nå dertil, så jeg bliver helt overvældet, når jeg kommer i mål. Jeg forventer at være en rigtig tudeprinsesse i mål. Jeg bliver meget berørt af at tale om det nu, kan jeg mærke.

Selve opløbet er på en rød løber. Der er en crazy intens stemning. Tit løber jeg og opildner tilskuere ved at hæve armene; de reagerer med det samme. Det vil jeg gøre søndag også. Jeg vil flyve ind over målstregen. Og så tuder jeg.

Jeg kommer stadig til at løbe og dyrke triatlon, men jeg glæder mig til at træne mere lystbetonet, hvor jeg ikke hele tiden skal kæmpe for at mingelere noget rundt i kalenderen, så det passer. Jeg tror, jeg vil forfine nogle af de kortere distancer, som ikke kræver samme mængde tid i træningen.

Jeg skal ikke lave en ny ironman foreløbig. Det kan jeg ikke byde min familie«.

Af Anders Legarth Schmidt –  bragt i Politiken 19.8.2017

Glostrup Parkstafet – PR i langsomste løb

To dage siden “Den dag jeg blev Iron-Woman“. Jeg er stadig høj! Efter min fridag mandag var jeg på arbejde tirsdag, men blev konstant “afbrudt” af kolleger og chefer fra nær og fjern som ønskede tillykke og skulle høre om race 🙂 Kolleger jeg slet ikke kender, stak hovedet ind og havde set Politiken og sagde tillykke. Meget overvældende!

Tirsdag aften var der også Glostrup Parkstafet og selvom jeg først havde sagt nej til at være med, fordi jeg havde et møde, der sluttede kl. 18, blev jeg alligevel lokket med som sidste løber sammen med mit lille IM trænings-team “Team ALOT of Snickers”.

Jeg modtog også her utrolig mange lykønskninger denne gang fra klubkammier. Det er så overvældende (men jeg kan altså godt lide det – jeg er lidt fan af det – fnis)…

Team ALOT of Snickers var i samme båd, så ingen kunne skuffe de andre: Vi havde alle 4 lavet Ironman søndag, så det gik laaaangsomt på de 4×4 km. Jeg præsterede at være den langsomste – hele 9 min langsommere, end jeg sædvanligvis er – og kom rundt i min personlig værste tid ca 6.18 pr km. Så har jeg også prøvet det!

Foto: Gitte Vognsen

Jeg blev overhalet af alle inkl. formand Åge, som heldigvis slog følgeskab med rundt til en sludder – hyggeligt altså.

Bagefter var der madpakkehygge i Solvangsparken i den store ALOT familie. Og dameholdet, jeg plejer at løbe på, kom på podiet (som de plejer :-))

Deltagelse i Glostrup Parkstafet er altid hyggeligt:

2016: ALOT gør det igen…

2015: Parkstafet i Glostrup og første coaching session

Den dag jeg blev Iron-Woman

Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte min beretning. Jeg er så høj på rusen fra i går. Jeg havde aldrig turde drømme om sådan et race. Facebook svømmer over med teløk’er og likes. Jeg når først det hele igennem om flere dage! Sikken en opbakning fra familien, klubben og København.

Det har været en fantastisk sæson med tur til Mallorca med Katrine, Swimrun med Caroline og Tanja – og jeg troede faktisk, jeg havde peaket, da jeg vandt Stevns Jernmand eller klubmesterskabet i Karrebæksminde, men tænk at det kunne slutte så fabelagtigt – med et knap 11 timer langt flow, hvor alt bare lykkedes – endda med Politiken på “slæb” hele dagen.  FUCK det var fedt. Det hele!

To fine artikler i Politiken er det blevet til – i lørdags 19.8  »Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«” og i dag mandag 21.8 i “Ironwoman på målstregen: Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt”

Min dag startede kl. 04, da uret ringede. Morgenmad, toiletbesøg, pakke det sidste, madpakken, drikkedunke, skiftetøj osv.

Kl lidt i 5 ankom den allerbedste wing-woman, man kan forestille sig; Caroline Myhre-Gregersen, Klub-kammi gennem last og brast, first-timers together i Øresund 1/2 Jern i 2015, Swimrun makker og min fortrolige. Tænk hun stod op for at køre mig og gik først hjem sent i aftes. Det er lige til at tude over.

En kort køretur senere og så var vi på Jollevej. Jeg gennemgik mit udstyr, hentede tingene fra cykelposen og riggede cyklen til – lånte pumpe af min nabo 663. Hendes pumpe havde været på Hawaii, så jeg jokede med, at der nok var gode “Wibes” i den. Det var min fætters fødselsdag i går – og jeg ved, han fulgte med fra det store udland, hvor han bor – så det var en god dag til IM.

Ca kl. 6 skulle jeg mødes med journalist og fotograf fra Politiken. De fandt mig i toiletkøen. Vi havde allerede haft den første byge, så tingene var våde.

Jeg hoppede i våddragten og Politiken fulgte bare med i det, jeg nu foretog mig. Jeg kom til at knække mit vedhæng af min halskæde og fumlede med det. Måtte hen til Caroline og Christina ved hegnet og få hjælp til at bide vedhænget sammen, så jeg kunne have det på. Det er mit lykketal – 13. Og har været min mors. Og Carla har netop fået nr 13 som sit nummer på fodboldholdet. Og det var dét smykke, jeg ville have på, når jeg nu havde lagt alle de andre derhjemme for ikke at hænge fast i søgræsset under svømningen. Da halskæden var fixet, brød solen igennem skyerne og Christina sagde: “Solen skinner på dig Mia” – og så kom tårene for første gang.

Jeg forlod min cykel og smed min bagagepose i containeren og glemte at putte mine elskede klip-klapper med Nuser og Pip i posen inden aflevering. Dem nappede fotografen i bagagen og de blev vist afleveret til Caroline, tror jeg.

Så gik vi mod vandet. Jeg dyppede mig og sikrede mig, at brillerne sad godt, og der blev krammet og sagt godt race. Jan og jeg gik i båsen og i vandet samtidig. Det var et rørende øjeblik. Vi har skisme delt lidt af hvert på de mange træningsture. Der er noget særligt over den lille gruppe fra ALOT, som jeg har trænet en del med frem mod IM: Jan, Kim og Henrik – aka Team ALOT of Snickers. Voksne erfarne mænd og lille Mia. Og alligevel fælles om projekt Ironman.

Vandet var skønt. Jeg havde frygtet, hvor langt søgræsset ville være – det var meget langt for et par uger siden, men jeg tror vandstanden var højere i går, for det generede slet ikke. Jeg havde ellers afklædt mig alle min smykker for ikke at hænge fast eller være nervøs for at miste dem.

Jeg var i svømmeflow stort set fra start, der var et par store brandmænd som jeg fint navigerede uden om og jeg fandt en god rytme fra start. Jeg havde fået placeret mig helt rigtigt – jeg overhalede endda! Jeg syntes, at mange svømmede lidt for langt ud til venstre på det lange stykke – jeg blev tæt ved bøjerne og svømningen gik upåklageligt.

Da jeg kom op, ville jeg tjekke mit ur, men det stod på en forkert visning, så det drillede mig. Jeg vidste derfor ikke hvor hurtigt, jeg havde svømmet og det var først efter 2.5 km på cyklen, at jeg fik det til at spille.

T1 går hæderligt. Jeg finder min blå cykelpose på sin plads, kommer hurtigt ud af våddragten, får hjelm på, min bluse ud over speedsuiten, strømper og cykelsko på. Jeg løber mod containeren og kommer i tanke om mine briller. Jeg ved, de er i posen. Roder posen igennem igen og finder dem. Skiller mig af med posen og løber mod min cykel, som jeg ved præcis hvor er. Har vist Politiken i hælene, men opdager det dårligt. Måske svarer jeg på hvordan vandet var?

Løber ud af T1, over mountline, hopper på cyklen og så går det ind mod byen. God fart uden problemer. Byen er stille, ved at vågne. Jeg nyder det. Jeg ved, at den koger senere og glæder mig til det.

Jeg bliver ved med at holde en god fart og synes det går glat. Der er godt med vind, jeg er glad for mit vat i ørerne, så det ikke suser igennem hele kraniet. Vi får flere små byger og en større ved Nivå. Op af strandvejen er der side-medvind – det er fedt.

Ind over land er der mere modvind og asfalten er vanskeligere. Der er mange små sving – heldigvis har de været forbi med en fejemaskine – der kan godt ligge mange sten. Farten daler en smule, men jeg bekymrer mig ikke om det – tænker at det er forventeligt.

Jeg når til Kongevejen og ned til Allerød. Der står Asta. Jeg når lige at råbe hendes navn, og så er jeg væk.  På Geels bakke står ALOT og det koger. Jeg er fuld af overskud og overhaler store, stærke, tatoverede mænd op af bakken. Hæ hæ.

I Virum står hele sommerhusbanden med fint banner og det hele!

De napper et foto af mig og så kommer det lille stykke motorvej tilbage mod Lyngby og Hellerup.

img_0715

Foto af Brian

Jeg tager min energi fuldstændig efter planen: hver halve time enten en gel, en figenstang eller en snickers. Hver klokken hel tager jeg også en salt sticks. Jeg drikker ikke helt 750 ml i timen, som jeg skulle, nok nærmere 500 skiftevis saft og vand.

Jeg husker, at Jeanne har sagt, at man ikke rigtig gider 2. runde på cyklen, men det gider jeg faktisk godt. Der er blevet lidt længere imellem cyklerne. Jeg overhaler tydeligvis nogle, der er ude på 1. runde.

Jeg har mærket, at jeg har fået slidsår i lysken, men det tog kun en halv time, så er jeg alligevel følelsesløs. Jeg tisser på cyklen flere gange og er blevet helt skrap til det. Man er en rigtig charmetrold som Ironwoman! Heldigvis havde jeg ikke behov for toilet i øvrigt. Jeg priser mig lykkelig over at min Colitis Ulcerosa forblev i ro i ugerne op til.

Før jeg ser mig om, er jeg tilbage efter 2. runde og skal mod T2. Min fart daler lidt de sidste 10 km – måske fordi jeg mentalt omstiller mig? Jeg har cyklet 15 min hurtigere end jeg håbede på.

I T2 som er i kælderen under Skuespilhuset, går det snapt. Op af rampen i løbesko – der er en, der råber “Det er jo Miathlon. Der er fart på i dag”. Jeg når ikke at se, hvem det er 🙂

Jeg kommer op i en sydende publikumsmasse. Der kommer en ordentlig byge, og jeg når at tænke at mine sko bliver tunge, hvis de bliver meget våde. Kursen er stik syd mod ALOT’s power-heppe-zone, og jeg glæder mig til at se alle klubkammeraterne.

Jeg flyver igennem ALOT’ernes highfives og tilråb med et kæmpe smil på læben. Hold kæft, det har jeg drømt om, siden jeg første gang stod og heppede derinde for 2 år siden. De råber til mig, at jeg ligger nr 3 eller 4 i min age-group. Det er slet ikke vigtigt lige der. Så mange kendte ansigter, at jeg slet ikke når at skelne dem alle. Jeg ser dog Katrines tårer. Katrine som jeg tilmeldte mig IM sammen med og var på Mallorca med og som jeg længe troede, jeg skulle lave IM med, men som lod fornuften sejre og valgte IM fra i forsommeren.

img_0704

Foto af Caroline

Hver gang jeg kommer igennem ALOT’s powerzone er der kommet nye ansigter til. Heldigvis kommer jeg igennem hele 10 gange! Ud over alle de skønne ALOT’er er min mand, mine piger, mine forældre, min kusine og hendes mand, naboerne fra vejen, sommerhusfolket og Didde og Steen i powerzonen. Måske endda flere?

img_0709

Foto af Joke

Åh, det er godt med kendte ansigter! Jeg løber godt – har fundet en god rytme efter jeg lige skulle ned i fart de første 3-4 km, hvor jeg altid er lidt for hurtig. Jeg har ikke engang haft fornemmelsen af “hjulben” eller ømme knæ, som jeg godt kan have, lige når jeg har lagt cyklen.

Rundt på ruten møder jeg også Charlotte Egholm, Jonas Thing, Martin fra Swimrun, Sussi, Mia Egelund, Randi, Anja Joensen, Susanne og Henrik, Helle Børgesen – og flere andre klubkammier.

Ruten er fuld af publikum, på nær nogle få stræk på langelinjekaj.

Jeg bruger depoterne som aftalt. Jeg går igennem dem hver gang og fylder op – og starter med at løbe igen, når jeg når den sidste skraldespand. Stick to the plan. Jeg spiser også 2 salt sticks med ca 1½ time imellem, men supplerer med banan osv. Jeg forsøger med en TUC kiks og lidt cola – uha skidt kombi… det fik jeg galt i halsen.

IM result.png

På 4. runde ved jeg, at nu er der kun ½ runde tilbage – ca 5-6 km og nu gælder det om at nyde det sidste. Jeanne råber til mig, at jeg har god tid til at komme under 11 timer. jeg flyver. jeg kan også mærke tårene presse på. Hele heppebanden er rykket fra ALOT teltet til Ofelia Plads. Jeg ser nu også mine svigerforældre. På modsatte side står min søs og svoger og mine elskede niecer. Møsser dem lige. Så mangler jeg lige de sidste km. Jeg synes al musikken er rigtig: De spiller alt det ønskede musik: “Can’t stop the feeling” med Justin, A-ha “Take on me” og Coldplay har jeg også hørt. Jeg mærker tårene. Nu er det nu!

Da jeg kommer rundt om Skuespilhuset og drejer ind mod den røde løber, bliver jeg ramt af min sædvanlige trang til spurt. Den får alt hvad den kan trække!

 

Jeg burde jo nok nærmest gå op af den røde løber for at få øjeblikket til at vare lidt længere :-)Men jeg ved ikke, hvad der stikker mig. Jeg når slet ikke at se dem alle sammen stå der, før jeg flyver over målstregen… MEGA FEDT!

Foto: Helle Børgesen

Bag målstregen er Politiken på pletten. De spørger hvad jeg tænker: Jeg svarer, at jeg flere gange havde tænkt: “hvornår bliver det hårdt? Hvornår kommer det til at gøre rigtig ondt?” Det gjorde det aldrig rigtig…

Jeg kysser og krammer min familie bag hegnet og går hen til udlevering af mit skiftetøj og min finisher-tshirt. Så forlader jeg zonen med en alkoholfri Erdinger i hånden 🙂

Jeg slutter som nr 7 i min age group ud af 65 og samlet som nr 45 ud af 401 kvinder. Jeg havde aldrig forventet at komme under 11 timer til min debut på Ironman distancen. Jeg havde seriøst været glad og tilfreds med de ca 11,5 timer – og også hvis det nærmede sig 12. Det gik over al forventning!

Jeg henter min cykel og cykler til Diamanten til ALOT, hvor jeg mødes med min familie og vi går mod bilen. Det begynder at vælte ned med regn og det buldrer også. Stakkels de sidste der stadig lider på løbet !

Hjemme i Glostrup har mine forældre varmet pasta og kylling og ladet propperne springe. Jeg napper et bad og konstaterer, at jeg er sluppet billigt med to mindre vabler.

Jeg lander på sofaen ca kl 22 og begynder at tjekke den sindsyge aktivitet, der har været på min telefon hele dagen, mens jeg har været i gang. Det er gået helt amok. Læser artiklen fra Politiken, som er kommet på i mellemtiden.

Jeg gik i seng 23.30, men havde svært ved at sove. Så mange indtryk at fordøje! Det er ligemeget – jeg har fri i dag…

I dag er det så en slags hverdag igen – på en måde. Jeg har taget fri. Verden ser lidt anderledes ud. Jeg er Ironman. Liva skulle køres til Høje Taastrup Station og på lejrskole 7.45. Jeg har på Jeannes opfordring bestilt brunchbuffet, så Mark og jeg tog Balder med på tur i S-tog og på Strøget. Det var fedt . Vi kunne sidde ude i solen og nyde det. Mine ben og krop har det forbløffende godt – jeg går forlæns ned af trappen. De er ikke værre, end hvis jeg havde løbet en hurtig halvmarathon.

Hjemme igen fra byen har jeg forsøgt at rense cykelsko for tisselugt – og ellers talt i telefon og skrevet på blog og er stadig slet ikke igennem den enorme aktivitet, der er på Facebook. Det er altså vildt at blive Ironman. Meget vildt. Punktum.

Scrapbog fra Politiken

Sådan så morgenavisen ud, da jeg endelig kunne nyde den sammen med morgenbrød fra bageren kl 10.

Jeg var i 7 butikker, før jeg fandt et printet eksemplar – Vestegnen er åbenbart ikke det store opland for Danmarks bedste avis – ellers også står de tidligt op, dem der køber den. Hunden nød den lange tur rundt i Glostrup og vi trænede at sidde pænt og vente foran butikker.

Jeg var til gengæld meget sulten, da vi kom hjem – og i dag må jeg godt spise alt det lyse brød, jeg kan – jubiii 🙂

 

Og sådan så den ud mandag 21.8.2017 på side 2.

img_0731-1