Monthly Archives: december 2016

Jul i Bakkerne

Jeg er vild med jul! God mad og vin, træet, familiesamvær, konfekt og brune kager, gaver under træet. 

Jeg synes, den har været særlig magisk i år. Lillejuleaften gik med hjemmearbejde og praktiske gøremål. Jeg nåede også 3000 m i svømmehallen med mine piger og er par legekammerater.

Vi kørte ca 20.30 mod Veddinge Bakker til jul i søster og svogers sommerhus. Et glas  vin og så i seng….

Juleaftensdag var så skøn. Laaang gåtur med hele banden og så lidt forberedelser. 


Jeg fik en løbetur i bakkerne op og ned – op og ned, med havudsigt 🙂 5,6 km. Min svoger havde givet mig ruten og sagt at den plejede han at løbe den på 32-33 min. Så måtte jeg jo gøre det hurtigere på trods af øl til frokost…. 27.05.

Da jeg kom hjem og blærede mig med tiden, så han sagde, at så måtte han jo hellere også lige løbe den på under 30 min. “Skal jeg tage med?” røg det ud af mig. Så løb vi turen igen begge to og kom rundt i 27.37 på trods af en del astma på min svoger. 

Det var simpelthen så sjovt med den tur:-) Vi fik pacet hinanden godt og jeg var i overskud – tø hø.

Et hurtigt bad og så Disney kl 16 med et glas portvin og julen ku begynde 🙂

IronMan – temalørdag på DR2

Uha uha – jeg er kommet til at sende en mail til Ironman Copenhagen da de efterlyste en person som vil være med i en Tema Lørdag på DR2. De efterlyser følgende via deres FB side:

“Du er i din bedste alder, du skal køre IRONMAN distance for første gang, du er tilmeldt KMD IRONMAN Copenhagen 2017, du har familie og børn, du har et godt job og du kunne tænke dig at lade Danmarks Radio kigge dig og familien over skuldrene i dine og familiens forberedelser til den store dag for at blive vist i en tema lørdag på DR2.

Kan du sætte v-tegn ved ovenstående og har lyst til at lege med, så smid en mail til copenhagen@ironman.com med 10 linier om hvorfor du skal være case sammen med DR”

Og jeg har skrevet nedenstående korte mail – måske ikke så fyldestgørende, men om ikke andet har jeg lagt en billet i puljen – de vælger sgu sikkert en mand på 45 med egen virksomhed og 4 børn – og ikke en “syg høne” med collitis som mig – men vi må se:-)

10 linjer:
Opfylder alle jeres kriterier 🙂
40 år, mor til 2 piger: Liva på 13, der dyrker basket og Carla på 11, der spiller fodbold, begge spiller 3-4 gange om ugen.
Er gift med Mark som er musiker.
Bor i gammel villa i Glostrup.
Arbejder som konsulent og digital projektleder på Professionshøjskolen Metropol.

Har prøvet kræfter med triatlon i 2 år nu og prøvet 2 stk 1/2 jern. 20. August er den første hele!

Jeg blogger om min vej til Ironman på miathlon.com, så der kan I læse meget mere om mig og min travle hverdag og om de udfordringer jeg møder… også af fysisk karakter …

I dag nåede jeg hele vejen på arbejde uden at skulle i hækken og solen skinner – alt er godt!

Colitis Ulcerosa

Jeg har skrevet om det før – for snart længe siden – heldigvis. Når helbredet udfordrer og vanskelligør træning og energien daler.

Den er desværre gal igen med min Colitis Ulcerosa – blødende tyktarmsbetændelse, som kommer i udbrud og varer i månedsvis. Det er mere end 1½ år siden det sidst var i udbrud, og jeg har indtil i sommer været god til at spise min medicin – forebyggende. Siden sommeren har jeg dog været knap så god… og det giver bagslag nu.

Det startede for en måned siden og gav smerter i lænden foruden hyppigere toiletbesøg. (Det må hellere være i udbrud nu end til sommer op til Ironman!).

Det gør det svært at løbe til og fra job, som jeg dog alligevel fastholder en gang om ugen, men hvor jeg i torsdags måtte i hækken flere gange… Argh… Løb er det, der er sværest – og i dag meldte jeg fra til Garmin Trailman serien – jeg kunne simpelthen ikke overskue toilet/hækbesøg med så mange medløbere… Piv.

Jeg kan også mærke, at jeg generelt har nedsat energi – jeg sover tungere og mere. Jeg har nedsat fart i vandet til svømning – men det kan også skyldes, at jeg pludselig er blevet MEGA opmærksom på at få teknikken på plads. Det er blevet skidesvært at svømme! – hold albue højt, fingeren i armhulen,  hånden der glider hen over vandet, få det det rigtige nedslag med hånden så jeg ikke bremser mig selv – armenes afstand fra hinanden, hvor langt ud armene skal før jeg sætter hånden i, undgå at rotere i særligt venstre skulder så jeg “dipper” til den ene side osv. For ikke at tale om balancen! og benene…. hvor meget skal der sparkes, over eller under vandet, hvor meget rotering i hofterne… Alle de tanker om hvad jeg gør, mens jeg gør det…

Træning på Hometraineren (HT) går heldigvis ok. Jeg mærker ikke noget til smerter, når jeg ligger i bøjlen og energien er ok.

Nu vil jeg trække i løbeskoene efter en weekend som har budt på en del fodbold med Carla både lørdag og søndag, en fødselsdag hos min dejlige søster (med lidt mere vin end godt var for tarmsystemet), og den sædvanlige rengøring og hundeskole.

Mens jeg løber vil jeg tænke lidt over, hvad jeg kan gøre vedr. cykel til IRONman i august. Jeg ku altså bare godt tænke mig at køre den på en rigtig TRI cykel fremfor på min racer som alligevel snart skal have nye hjul!

  • Skal jeg sælge min racer og købe en brugt TRI cykel? (Mark nedlægger helt sikkert veto!)
  • Kan jeg leje en  – eller måske arbejde på at få en sponsor ???
  • Eller kan måske låne en af en Klubkammi, som ikke skal køre tri næste sæson?

Der er mange muligheder hvis jeg ellers tør spørge…undersøge…sælge…købe… Der er ingen penge til mere cykel til mig – basta….