2015

Tilbageblik på det første år med triatlon

Det er næsten ikke til at forstå, at det kun er min første sæson med TRI, jeg nu lægger bag mig sammen med 2015. Og at det stadig kun er godt et år siden, jeg blev ALOT’er.
Året, der er gået, har budt på så mange fede oplevelser, udfordringer … og overvejelser… For sikke mange tanker, man kan gøre sig, når man er ny i en sport! Hvordan gør jeg med mine ting, hvad skal jeg have på, hvordan gør jeg med håret, hvad skal jeg spise… og hvornår, hvordan vedligeholder jeg mit udstyr, har jeg trænet nok osv… Det er det rene tankemylder…

Jeg tror dog, jeg har fået styr på tankerne og faktisk kan jeg mærke, at jeg ikke føler mig nær så ny mere. Jeg vil ikke betegne mig som “erfaren” endnu, men jeg har allerede mange gode oplevelser med i TRI-rygsækken:

  • Jeg har klaret min første halve distance ved Øresund Triatlon i bedre stil end forventet (5.15)
  • Jeg blev nr. 2 blandt kvinderne ved årets klubmesterskab ved Havnetri – og debuterede dermed med havnesvømning.
  • Jeg blev nr 3 ved Brøndby Kvindetri – stævnet jeg debuterede ved i 2014 – og kom under den magiske time 🙂
  • Jeg har svømmet mine første pas i havet og har konstateret, at jeg er vild med at svømme hav – uanset vejret, bølgegang, sigtbarhed, temperatur osv.
  • Jeg har kæmpet med Furesøen og dermed søvand ved årets La Santa Sprint Stævner – jeg er dog ikke fortrolig med den sø endnu, så jeg tager kampen op igen til juni 2016
  • Jeg har kastet mig over Trailløb og synes det er en fantastisk motivation i den mudrede del af året.
  • … og så har jeg opdaget glæden ved klublivet i ALOT, selvom jeg ville ønske jeg kunne få endnu mere fællestræning puttet ind i kalenderen – sikken et fællesskab, motivationsboost, engagement og en begejstring der er i den klub!
    Det har jeg mærket ved afviklingen af Ønskeløbet, ved mængden af hjemmebag til stævner, til den vildeste hep ved årets Ironman i Kbh på klubbens jernmænd og -kvinder, ved den vedkommende og meningsgivende saunasnak efter svømning, og ikke mindst ved al den træningsaktivitet der planlægges, afvikles og dokumenteres via klubbens Facebook gruppe.

Jeg har også fået et par oplevelser med fra skyggesiden:
  • Jeg har for første gang i mit snart 20 år lange “løber-liv” været sat ufrivilligt ud af spil – med et springerknæ og hold i ryggen i kombination med en iskias, der stadig driller (2 graviditeter i 2003 og 2005 tæller ikke som ufrivillige :-))
  • Jeg har erfaret, at jeg desværre også kan få en allergisk reaktion i havvand og dermed ligne et uhyre
Alt i alt ser jeg tilbage på et år, som kun giver mig lyst til mere, mere, mere – BARE MERE AF DET HELE. 
Da min mand spurgte, hvad jeg ønskede mig i julegave, så svarede jeg: “Bare 3 ting: en triatloncykel, en mountainbike og en ordentlig Fitness/Transportcykel, så er jeg vist dækket ind”. Det kommer nok ikke til at ske, så jeg må nu nok skrue lidt på raceren og få den til at spille i 2016 også.
Tak for 2015! Det var sgu sjov 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s