Monthly Archives: juli 2015

Hvad har jeg egentlig lært? – Den dydige elevs beretning…

I dag fik jeg den sødeste “farvel-mail” fra min dygtige studentermedhjælper på job, som stopper 1.8.

Hun skrev til allersidst Og Mia – du må ikke sige det til min nye chef – men jeg finder nok aldrig en bedre, mere åben, venlig, fleksibel, begejstret, helhjertet og indsigtsfuld leder end dig”.

Ud over at jeg blev enormt glad for denne mail, satte det tanker i gang i forhold til, om ikke nogle af disse dejlige ord, også har betegnet min rejse indtil nu som ny triatlet:
 
Åben
Jeg har lyttet til og efterlevet alle de gode råd, jeg har fået: 
  • Da jeg skulle købe cykel, har jeg ydmygt spurgt mervidende atleter til råds om, hvad jeg skulle gå efter inden for det beskedne budget, jeg havde til rådighed
  • De første cykelture med klubfolk bød på en enorm viden om, hvordan jeg skal bremse på vej ind i sving, accelerere ud af sving, svinge benet ud til siden, når jeg drejer, ja bare det at klikke ind og ud af pedaler…
  • Deltagelse i klubarrangementer “Cykling for begyndere”, “Kend din cykel” og “Træning i T1 og T2”, hvor jeg har lært at skifte slange i en fart, hvordan jeg vedligeholder og passer min cykel, hvordan jeg hurtigst kommer ud af våddragten, hvordan jeg skal pakke min IKEA pose, så jeg nemt overskuer den, hvordan cykelhjelm og briller placeres på cyklen og enormt mange detaljer mere.
Venlig
Jeg har ikke været udøvende og aktiv i en idrætsforening, siden jeg som teenager spillede badminton i Faxe. Jeg er blevet mødt med  en enorm venlighed i ALOT og lyst til at dele viden og oplevelser og det har taget fusen på mig – i absolut bedste forstand! Jeg bilder mig ind, at jeg også har været et aktiv for klubben og budt ind så tit jeg har kunne 🙂
 
Fleksibel
Fleksibel er nok et nøgleord i at få hverdagen til at gå op. Det skrev jeg mere om i dette indlæg om “En helt almindelig familie + triatlon…” 
 
Begejstret
Ja mon ikke! Tænk en gang at et lille stævne i Brøndby kunne gøre mig så begejstret og “hooked” efter 15 år som løber. Det brænder ind under huden på mig at komme ud i træningspas og ikke mindst stævnerne, hvor jeg møder de andre triatleter, jeg så småt er begyndt at kende fra gang til gang.
 
Helhjertet
Jeg bliver altid klandret for ikke at gøre noget halvhjertet og ja, jeg er ambitiøs! Jeg vil så gerne være dygtig til det, jeg laver – hvad enten det er på job, i min sport eller i andre af livets facetter. Jeg drives af den energi, der opstår, mens man lærer nyt eller udfordrer sig selv, jeg elsker en stejl læringskurve – det kalder bare på mere, mere, mere…
 
Indsigtsfuld
Efterhånden kan jeg også lære fra mig, skrive en blog om hvad jeg har lært, så jeg er begyndt at blive indsigtsfuld – også hvad angår TRI 🙂 Tænk en gang, at jeg nu også kan give de gode råd videre … i al beskedenhed…
 

Et par gode træningspas og en udfordring!

Fredag kom jeg endelig i havet med gode klubfolk til 2,4 km i ret høj bølgegang og sidevind, da der var pålandsvind i Ishøj. Det var en god tur efter jeg havde snuppet 9,5 i løb fra formiddagen. Mit højre knæ driller en smule, men det mærkes mere som en ømhed efter træningen er overstået.

Jeg er blevet udfordret af, at jeg frem til 3.10 ikke må køre bil pga min besvimmelse i ferien. Det er et benspænd, jeg hele tiden bliver fanget i at glemme! Hold nu op hvor man kører mange småture relateret til træning uden at opdage det: til havet og svømme, til stævner osv så lige nu er jeg i gang med at nasse lift at klubfolk når det kan lade sig gøre… Det bliver lidt sejt, kan jeg allerede nu mærke!
I dag blev det til 72 km på cyklen i 10-12 m/s og 10 bakkeintervaller i Veksø.
Alt i alt godt gang i træningen igen…

Typisk ridebuksebag til tørre

Stævnehår…

Ak ja…

Der er store, som små udfordringer forbundet med TRI. Her kommer en af de mindre:

“Hvordan skal håret sidde på raceday?”

Jeg har ikke helt fundet den rette frisure endnu. Jeg har mellemlangt og ret fint hår med etager i og halvlangt pandehår og en fransk fletning ville være ideel, hvis det ikke var fordi totterne river sig løs og falder ned i ansigtet ude på ruterne.

Hårnåle er ikke rare – de bør helt undgås – de river i badehætten, de driller og stritter, når hjelmen skal på i en fart – derfor skal frisuren kunne sættes med SMÅ elastikker under hjelmen og samles i nakken, så det kan være under hjelmkanten.

Samtidig skal der kunne trækkes en cap/skygge ned over uden håret falder ud.

Denne model har virket et par gange – med mulighed for at flette det øverste hår/pandehår tilbage væk fra ansigtet, hvis ikke det flettes for tykt…

Hestehalen sidder lavt i nakken og rulles op under badehætten i en knold under svømningen. Det er ikke verdens mest fixe frisure, men den er praktisk – under alle 3 discipliner.

En helt almindelig familie + Triathlon = Hverdag med kompromis

På ferien har min dejlige og forstående mand og jeg haft flere snakke om det, at jeg nu har kastet mig over triathlon.

… og hvad det fylder i vores hverdag… Og hvad det fylder i mit mindset…

For det fylder – ingen tvivl om det.

Da vi kom hjem fra Sicilien, gik jeg i kælderen og sagde “hej” til min cykel.!!?!!

Da jeg øjnede en mulighed for en hav-svømmetur i fredags (med min mor som opsynskvinde) kunne jeg mærke, at jeg havde savnet duften af våddragten – af NEOPREN! Hvad sker der så???

Ingen tvivl om at det kommer snigende ind under huden og lige så langsomt bliver en livsstil. Og jeg elsker det. Læringskurven har været stejl de sidste 8-9 mdr. Jeg har lært utrolig meget om udstyr, skift, teknik og om mig selv.
Hverdagen.

Hjemme hos os spiller yngstepigen fodbold 3 gange om ugen og storepigen håndbold 2-3 gange om ugen – dertil kommer fyldte weekender med turnering, stævner og andre sportsrelaterede aktiviteter. 

Min mand spiller en enkelt fodboldkamp med gutterne om ugen ca. 3 gange pr måned i sommerhalvåret. Min mand arbejder forskudt af mig, pigerne har lektier, der skal handles, mad på bordet, leges med kammerater…
En helt almindelig hverdag hvor aftensmaden ofte indtages forskudt af hinanden. Pigernes træning ligger gerne henover kl 18.

Hvordan går den kabale op?

Det gør den ikke – det er det korte svar. 
Ofte må vi tage en dag af gangen og se hvad dagsformen er til. Vi har den holdning at pigernes sport skal være lystbetonet så hvis de har en dårlig dag, er trætte eller hellere vil lege med en veninde, så er det ok, så længe det ikke er hver gang.
Jeg lægger gerne cykelturene til og fra arbejde, løber i weekenden eller når jeg arbejder hjemme, for der har jeg ingen transporttid, og svømmer fast om tirsdagen i vinterhalvåret. Men jeg tænker meget ofte på, hvornår det næste pas liige kan snige sig, hvad der måske liiige kan lade sig gøre. Og det fylder!

Hvad gør andre triathleter? Nogle træner meget tidligt, andre meget sent. I min klub er der en del TRI par, som jeg ved forhandler og fordeler træningspas imellem sig. “Hvis du får en Ironman i år, så får jeg en til næste år” osv… men herhjemme deler min mand ikke passionen og synes ofte, at det fylder lidt vel rigeligt. Også når jeg taler om det. Han har på meget diplomatisk vis sat ord på det: det er som om, han er med til en fest, hvor alle kender hinanden og har en hel masse tilfælles, som han ikke er en del af. Og han ønsker faktisk heller ikke at blive det. Han har sit eget og det skal han have lov til!

Jeg er heldigvis A og han er B menneske, så tit kan jeg næsten afvikle træning eller stævne før han står op, men vi skal hele tiden finde balancen, så det ikke tipper til en side.

En varm løbetur i dag og tanker om hverdagen.

Når helbredet udfordrer…

Jeg er sund og rask – det siger alle lægerne!…

Måske lige på nær den der Colitis Ulcerosa (CU), som startede for et år siden stort set samtidig med at jeg deltog i Kvindetri i Brøndby og som (sammen med min fætters insisteren) var udslagsgivende for, at jeg “dæleme da skulle vise mig selv, at så kunne jeg godt gennemføre en ½ jern!”

Jeg fik konstateret CU i efteråret 2014 og har haft 2 udbrud – det seneste fra nytår og frem til medio marts. Det er stadig en tabu-belagt sygdom (hvem gider at tale om og ikke mindst lytte til snak om blødende tyktarm og afføring???) og den udfordrer også træningen, når den er i udbrud. Jeg er heldigvis ikke særlig hårdt ramt, men det spænder ben i mange sammenhænge.

Kan jeg fx bare stige af cyklen og gå i hækken mens jeg cykler med mine nye klubkammerater?
Venter de på mig? Er det pinligt? Og hvad hvis jeg skal bruge et toilet midt i svømningen – det går nok i svømmehallen, men kan jeg nå ud af våddragten? Og hvad hvis smerterne over lænden bliver for kraftige? Kan jeg så gennemføre mit stævne?

CU er også en sygdom, hvis udbrud kan fremprovokeres, hvis man presser sig selv – og det gør jeg jo alt andet lige med intensiveret træning…

Siden midt i marts har min CU heldigvis være i bero, så det har ikke drillet mig i stævnerne i foråret. Jeg spiser min medicin (Asacol) dagligt og skal nok regne med at blive ved med det…

Så dejser hun sgu om i poolen!

Siden jeg var barn har jeg med mellemrum haft tendens til besvimmelse, hvis jeg fx havde et maveonde el lign. I oktober skete det i mit sommerhus midt i maden og afveg således fra de typiske scenarier. På sommerferien, som vi netop er vendt hjem fra på Sicilien, skete det igen – midt i poolen mens jeg spillede bold med mine piger. 
De blev naturligvis meget forskrækkede og stod med den potentielt livstruende situation helt selv, indtil de fik kaldt på min mand, som ikke var langt væk. Men de var alene med mig – oppe i bjergene, langt fra lægehjælp.
Det får mig naturligvis til at tænke: Hvad hvis det sker igen – eller rettere NÅR det sker igen? Mens jeg sidder på cyklen? Ligger i vandet? Jeg svømmetræner aldrig alene, men kan livreddere til et stævne nå at se, at jeg bliver dårlig? BØR JEG STOPPE MED AT DYRKE MIN SPORT?
Jeg er gentagne gange blevet undersøgt at både kardiologer og neurologer, som siger, at jeg er sund og rask, men at nogle mennesker har tendens til besvimmelse ved blodtryksfald – og sådan en af dem, er jeg åbenbart…

Og vi krydrer det hele med gentagne “løbechok”

Første gang jeg oplevede et såkaldt “anafylaktiske chok” var i sommerhuset for 3 år siden, hvor jeg efter en løbetur hævede op omkring øjnene, blev rød og rynket og fik en mærkelig astmatisk vejrtrækning. Det tog 2 dage før jeg så normal ud.

8 mdr. senere skete det igen – herhjemme. Denne gang markant voldsommere – min hals snævrede sig sammen og jeg opsøgte skadestue, hvor jeg “babu babu” kom forrest i køen, fik adrenalin og andet godt direkte i årene.

Det er sket yderligere et par gange og super dygtige allergispecialister på Gentofte Allergiklinik har fundet frem til, at jeg ikke kan tåle bukkehornsfrø, som jeg indtil da drak i min urtete og som er en vigtig ingrediens i indisk gul karry (som jeg er vild med!). Jeg kan faktisk ikke engang tåle at dufte til det…

Det er heldigvis ret nemt at undgå, så jeg lever fint med allergien i dag.

Men køn var jeg ikke! På billederne her er hævelsen faldet efter et par timers behandling…

Hvad er så pointen med al den sygdomssnak?

Man skal ikke gøre det for enhver pris! Jeg vurderer hver eneste situation/træning/stævne hver gang. Jeg skruer op, hvis jeg kan mærke, at det kan jeg godt, og jeg skruer ned, hvis jeg kan mærke det bliver for meget. Jeg har min telefon med – også i min havtaske i vandet. Jeg har altid et sygesikringskort med. Jeg orienterer mig i de omgivelser jeg skal træne i.

Jeg følger ikke en træningsplan mere end at den er flexibel og bruges som en rettesnor.

Jeg dropper om nødvendigt træningspas, stævner, svømmetests osv, hvis jeg kan mærke min krop har brug for noget andet. Jeg nægter at lade mig stresse af det (selvom det ind imellem er svært – fik jeg sagt, at jeg har været sygemeldt med stress i et ½ år tilbage i 2007?)

Der er så mange ting at sætte pris på og være glad for og det vil jeg hellere fokusere på – fx da min mand og jeg fejrede vores 10 års bryllupsdag i februar i år ved at få velsignet vores borgerlige vielse i Herfølge Kirke – kun med de allernærmeste, ikke noget stort…

Vi har sunde, raske, dygtige, smukke børn, masser af kærlighed, gode jobs, dejligt hus osv. og heldigvis fylder alt det ovenstående i det daglige faktisk ikke meget.Jeg har overvejet, om jeg skulle skrive dette indlæg – udbasunere det på det store WWW, men jeg er jo bare et menneske som alle andre…

Mit motto har nemlig altid været at “Ting bliver til guld i mine hænder” – jeg får det til at lykkes – skruer lidt på ambitionerne indimellem, men jeg lykkes med mine ting. Er det jantelov at skrive sådan?